Hvis du tror, at skønhedsoperationer og filler i læberne a la realitystjernen Kylie Jenner er et moderne fænomen, kan du godt tro om igen.
I hvert fald på en måde.
For hvor nutidens ændringer af kroppen ofte foregår med skalpel og substanser, der kan sprøjtes ind under huden for at lamme nerver eller få områder til at svulme op, så handler historien her om kirurgi foretaget med oliemaling. Og det endda længe efter ’patientens’ død.
Da konservatorer fra organisationen English Heritage gik i gang med at fjerne gammelt fernis fra et maleri fra 1600-tallet, blev de noget overraskede over, hvad der lå under det gule snavs.
Ikke alene var der blevet repareret på maleriet, der forestiller Diana Cecil, en indflydelsesrig adelskvinde fra det 1600-tallet, der blandt andet var slyngveninde med dronning Elizabeth I.
Cecil, der var berømt for sin skønhed, havde åbenbart ikke været helt skøn nok, som hun tog sig ud på maleriet, da det skulle restaureres på et ukendt tidspunkt flere hundrede år efter hendes død, og derfor er hendes læber blevet malet fyldigere, og hendes hårgrænse er flyttet ned, så panden ikke er så høj.
Det skriver English Heritage på det sociale medie Twitter, hvor de også deler billeder og video af kunstværket.
English Heritage kan nok bedst sammenlignes med Slots- og Kulturstyrelsen herhjemme og står for at holde styr på kulturarv lige fra Stonehenge og Hadrians Mur til slotte og en stor samling af kunst.
»Som moderne samfund med adgang til digitale forskønnelsesfiltre og kunstig intelligens tænker vi måske, at vi mere end andre epoker kender til fristelsen til at perfektionere vores fremtoning, men konservatorarbejdet udført på Diana Cecil har vist, at det ikke er et nyt fænomen«, udtaler Louise Cooling, English Heritages kurator på Kenwood House, hvor maleriet hører hjemme, til The Guardian.
Kenwood House er et gammelt palæ i London med en meget imponerende kunstsamling, der blandt andet tæller værker af Vermeer, Frans Hals og Rembrandt.
Ud over smalle læber og en høj pande fandt konservatorerne også andre interessante ting. Helt ude i kanten af lærredet fandt de både en signatur og et årstal. Nu ved man, at det var Cornelius Johnson, der malede portrættet i 1634. Johnson er en i dag relativt ukendt maler. Han gjorde sig især som portrætmaler på hylden lige under de helt store mestre som eksempelvis sin samtidige Anthony van Dyck.
Et særkende ved Johnson er, at han konsekvent signerede og daterede sin malerier, hvilket ikke var almindeligt i barokken.
»Jeg håber, at jeg har gjort Diana ret ved at fjerne de tilføjelser og præsentere hendes naturlige ansigt for verden«, siger konservator ved English Heritage Alice Tate-Harte til The Guardian.
fortsæt med at læse
