Der er en grund til, at de danskfremstillede Soundboks-højttalere kan skrues op til 11. Ikke til 10. Helt op til 11.
Det er en hilsen til et band, der i dag huskes med stor veneration af dem, der kender legenden om Storbritanniens mest larmende heavyband.
Få bands har fået deres historie blotlagt i en dokumentarfilm, der har opnået den ære at blive optaget i den amerikanske kongres’ materialesamling, fordi den er »kulturelt, historisk eller æstetisk betydningsfuld«.
Det handler naturligvis om det britiske band Spinal Tap og dets seneste plade, ’Smell the Glove’, der var central under optagelserne af filmen.
De, der kender til kultfilmen ’This is Spinal Tap’ fra 1984, ved, at det var en såkaldt mockumentary om det noget kiksede, fiktive band. Og det er vel at mærke et filmværk, der ikke er glemt.
Derfor vækker det begejstring, at instruktøren Rob Reiner nu vil lave en opfølger. Denne gang med navne som Elton John og Paul McCartney på rollelisten samt de tre oprindelige Spinal Tap-rockere, Michael McKean, Christopher Guest og Harry Shearer. Det uvist, hvornår den får premiere, men arbejdet med at optage filmen begynder næste år.
Da filmen i sin tid ramte lærredet, blev den i Time Out kåret som en af de 100 morsomste film nogensinde foran film med Monty Python, ’Anchorman: The Legend of Ron Burgundy’ og ’Groundhog Day’.
Der var problemer med Stonehenges størrelse
Filmen følger det noget afdankede – og ikke mindst fiktive – tungrockbands turné i USA, der ikke går helt som planlagt. Bandet skal for eksempel bruge en kopi af Stonehenge i sit opulente sceneshow, men havde taget fejl af måleenhederne inches og feet, da rekvisitterne skulle bestilles.
Stonehenge-stenene i flamingo ender med at være nogle småsten, der ikke syner af meget på en scene i en rockarena.
»Du gør for meget ud af det«, siger en af dem, da bandet skændes om fadæsen.
»At gøre for stort et nummer ud af det ville have været en god idé«, lyder svaret.
I filmen viser det sig i øvrigt, at bandets første trommeslager mister livet inden en turné ved »en bizar havearbejdsulykke«.
Musikken var i en vægtklasse for sig. Som den imaginære dokumentarfilmmager, der følger USA-turneen, siger: »Denne selvhøjtidelige, tonstunge samling af religiøse rocksalmer må føre til spørgsmålet: På hvilken dag skabte Gud Spinal Tap, og kunne han ikke have hvilet sig den dag også?«.
Og så er der erkendelsen hos et af bandmedlemmerne: »Så længe der er, du ved, sex og stoffer, kan jeg klare mig uden rock og rul«.
I øvrigt fik filmen karakteren 7.9 på Internet Movie Database. Normalt er topkarakteren 10. I omtalen af Spinal Tap-filmen går skalaen op til 11 med henvisning til den forstærker i filmen, som netop bryder skalaen.
fortsæt med at læse
