Det har været et forrygende år for Statens Museum for Kunst (SMK), hvis man måler i besøgstal. Mere end 600.000 gæster har allerede besøgt Danmarks nationalgalleri i Sølvgade i København i 2023. Der er ikke blot tale om en rekord, men ifølge SMK selv om »en milepæl i museets historie« og næsten en fordobling af besøgstallet, hvis man sammenligner med 2018.
At folk er væltet ind for at opleve kunst netop her, er der flere mulige forklaringer på, hvis man spørger Mette Sandbye, der er professor i kunst- og kulturvidenskab ved Københavns Universitet.








