For 11 måneder siden kunne man møde en veloplagt Katherine Diez i ugebladet Femina. Hun stod et afklaret sted i livet og kunne fortælle om den modstand, hun havde mødt i sin første tid som litteraturanmelder på Berlingske, fordi hun »så ud på en bestemt måde« og »ikke hed Bukdahl, Barfoed eller Brostrøm«.

Diez lignede en perfekt repræsentant for fjerdebølgefeminismen, når hun gentog det budskab, som hun var kendt for fra Instagram, og som kan sammenfattes til følgende: Man kan godt være både højlitterær og ultrafeminin på én og samme tid.