Når man åbner Mohsin Hamids ’The Last White Man’ fra 2022, mærker man straks, hvor sjældent litteraturen for alvor tør udfordre og overraske. I begyndelsen af romanen vågner Anders, en hvid mand, op og ser i spejlet, at hans hud er blevet »dybt« og »ubestrideligt« brun.

Hændelsen er rystende (»Han ville dræbe den farvede mand, der konfronterede ham her i hans hjem«), og som litteratur er det uhyggeligt vellykket. Efterhånden som flere personer oplever en lignende forandring, kæmper samfundet med konsekvenserne, der fører til uro og selvransagelse hos romanens personer.