Hun dør fem gange. Første gang vuggedøden, i begyndelsen af det 20. århundrede, i en jødisk landsby nær Lemberg. Anden gang af kærlighedssorg, som ung fattig tøs under Første Verdenskrig, i Wien. Tredje gang som forrådt partikammerat i 1941 i en af Stalins koncentrationslejre. Fjerde gang falder hun ned ad en trappe og brækker halsen, hun er knap 60 og en hyldet forfatterinde i DDR. Femte gang når hun at opleve Murens fald og dør som 90-årig på et plejehjem i Berlin.
Sådan komponerer Jenny Erpenbeck sin roman ’Før sol går ned’. I hver af romanens fem ’bøger’ forlænger hun sin hovedpersons liv med en årrække. Vi kommer fra den ene bog til den anden via et ’intermezzo’, der i konjunktiv udfolder, hvordan døden kunne være blevet afværget, og hvordan det så ville være gået:
