Der står en mand lænet op ad det pulverlakerede omtrent seks meter høje hegn ind til Vestre Fængsel. Solen er skarp, og han kaster en hård slagskygge på asfalten. Han har tilbagestrøget hår, solbriller og en kort uldjakke på. Det er forfatteren Kim Fupz Aakeson.

Normalt ville jeg kigge væk, når jeg cykler forbi fængslet. Jeg synes, det er både skamfuldt for dem, jeg eventuelt ville få øje på, hvis jeg gloede, og for mig selv at være en, der nyfigent kigger på dem, der har gjort noget, der er så slemt, at samfundet spærrer dem inde. Så jeg plejer at stirre stift frem, så jeg kun lige aner gitteret i udkanten af synsfeltet.