Det er den gamle traver igen: Vi skal huske historien, så vi ikke kommer til at gentage den. Et råd, vi godt kan lide at give os selv, men som er svært at føre ud i livet, når det viser sig at koste os noget. Og det er netop en insisteren på at huske på trods af smerte og ofre, der løber som en rød tråd gennem italienske Viola Ardones historiske roman ’Et stort under’.
Romanen udspiller sig langs to tidslinjer, en som følger Elba, der bliver født på en sindssygeanstalt i 1980’erne, fordi hendes mor er indlagt der. Da romanen begynder, er hun vendt tilbage efter nogle år på en klosterskole og får at vide, at hendes mor er død. Men Elba tror ikke på det. Hun kender sindssygeanstaltens logik og ved, at den mest udbredte behandling for psykisk sygdom går ud på at få den syge til at forsvinde.
