I begyndelsen af den hviderussiske nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitjs litterære værk ’Bøn for Tjernobyl’ fortæller en ung kvinde, Ljudmila, om ugerne efter eksplosionen på atomkraftværket 26. april 1986. Hendes mand, Vasja, var på det første hold af brandmænd, som helt uden beskyttelsesdragter blev sendt ind til den brændende reaktor.

Da han efter et par dage bliver overført til et radiologisk specialhospital i Moskva, lykkes det hende med bønner og bestikkelse at få adgang til den stue, hvor han og resten af holdet ligger, selv om hun er gravid i sjette måned. Hun passer sin døende mand i to uger: køber tandpasta og tandbørster, koger kalkunbouillon, skifter sengetøj, får ham op at sidde i sengen, tager temperaturen, bærer bækkenet ud, klipper og filer sine negle, så hun ikke kommer til at ridse hans afskallende hud, krammer ham og sover hånd i hånd med ham om natten.