Også det bedagede fag kunsthistorie har inden for de seneste årtier været ramt af en teorityfon, sådan at selve ideen om, hvad kunsthistorieskrivning er, og hvordan det kan og bør udføres, har været genstand for strid og debat. Ikke desto mindre er de fleste kunsthistorier stadig relativt traditionelle, vi får lidt biografi, lidt værkmonografi, lidt kontekst og sådan. Her er det så nu, at digteren og essayisten Niels Frank kommer anstigende med sin prunkløse ’Tak for i går. 15 kunsthistorier’. Ingen skillevægge Værket udspringer udtrykkeligt af en personlig oplevelse – en tur til stranden med en ven og dennes søn – og det er tydeligvis styret af lystprincippet, vi får en glad flanerende hedonisme gennem femten møder med enkeltværker af Dührer, Kahlo, Hokusai, Warhol, Cézanne, Bruegel, Kertesz, van Gogh, Rembrandt, Michelangelo, Caravaggio, Hockney, en etruskisk gravurne (der viser sig at være en forfalskning), Picasso og Duchamp – altså næsten lutter kanoniserede navne. Hensigten er angiveligt at iværksætte finurligt fortællende, enkeltstående og direkte møder med de enkelte værker. Frank bedriver hver gang en fin lille historie af forskellig art, enten en fabulering over episoder fra kunstnerens liv eller fra Franks eget privatliv (vi møder f.eks. Poul Borum nødtørftigt camoufleret som en ældre herre ved navn William), og sådan at historierne (i udtrykkelig pluralis) kan læses af større børn og unge voksne i munter flok. De 15 tekster er centreret om en midterakse betitlet ’(((((lys)))))’ med syv tekster symmetrisk anbragt på hver side af sig. Og de er – apropos Cézanne – skrevet med fænomenologen Merleau-Pontys betoning af en formæling mellem øjet og tanken i baghovedet, jeg havde nær sagt: forhovedet; der er ingen fjogede skillevægge mellem følelse og tanke.
Tankevækkende berigelse
Vi befinder os skiftevis i Dührers værksted, i den sene Rembrandts mørke værelser, med homo-Hockney i det glitrende Californien, i Hokusais lille japanske hytte, i Warhols newyorker-fabrik etc. Eller hjemme hos en familie, hvor en dreng med kælenavnet ’Mukke’ surmuler og ser på Caravaggio. Tonen hos Frank er intim, men ikke anmassende; charmerende, og enkelte steder lige ved at vippe over i det nuttede eller søde – men hvorfor egentlig ikke? Frank har i forordet en påstand om særlig empati og autenticitet, han hævder (med tungen i kinden?), at han ikke har skrevet noget, »kunstneren ikke ville drømme om at sige«. Tja, hvem ved? Jeg mener ikke, det er noget afgørende kriterium for historiernes vellykkethed – og vellykkede er de blevet! Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at teste dem på min egen børneflok, men har en klar fornemmelse af, at de vil glide godt ned, ikke som obligatorisk tankelevertran og dødssyge museumsekspeditioner, men som tillokkende små historier rundt om mødet med hvert enkelt billede. Som sådan udgør Franks ’Tak for i går’ et godt supplement til, og måske også en tankevækkende berigelse af, den strengt akademiske kunsthistorieskrivning.
