Bøger

Rifbjerg og Kim Larsen i underholdende duet

Rifbjerg og Kim Larsen samtaler om danske viser.

Bøger

»Rejs jer, fordømte her på Jorden ...«, synger Kim Larsen begejstret for Klaus Rifbjerg.

Dette her er altså ’Internationale’.

Thomas Thurah har samlet de to kendisser til musik og debat om en stak danske salmer og sange, som er kendt af de fleste – om ikke andet så fra DAB-programmet ’Gyldne genhør’ (der har slået det gamle Giro 413 med mange kvalitetsmeter. Nå, men det var nu ikke det).

Musikken mærkes »Rejs jer! ...«.Men hør nu engang, siger Rifbjerg, retfærdigvis bør det jo være »Rejs jer ...«. Dér ligger imperativet. Jo, det kan godt være, indrømmer Larsen.

Men ingen af dem finder på at nævne den socialdemokratiske udgave af sangen, som begynder ’Flyv højt, vor sang på stærke vinger’ – altså med en bedre overensstemmelse mellem tekstens mening og melodien. »Flyv højt ...«(med melodi af Pierre de Geyter).

Dette med melodierne er i øvrigt en besynderlig mangel ved Thomas Thurahs bog. Ikke engang i sidste afsnit, hvor de udvalgte sangtekster er opført, bidrager komponisten.

Men en sang er netop blevet en sang ved komponistens hjælp. Musikken mærkes meget, Kim Larsen har sin guitar med og synger, og visse komponister nævnes så en passant, f.eks. med rette Tony Vejslev og Anne Linnet. Men i det store og hele glimrer de ved deres fravær. Det er en skam.

Den skal kvalificeres
Ellers er der mange gode betragtninger og en høfligt markeret uoverensstemmelse mellem Rifbjergs og Larsens smag.
Rifbjerg er det, der hedder kultiveret og optaget af tekstens kvaliteter, og han er en hader af det sentimentale. Han nævner f.eks. den forbandede kunstige solsort i Købmagergade, der kvidrer fra en butik, og som vi andre altid bliver lidt gladere af, mens som vi fra nu af, beskæmmet, må være villige til at kaste en håndgranat efter.

Og så har han nogle andre idiosynkrasier, som er vidunderlige, hvis man er enig. For eksempel Povl Dissings udgave af Grundtvigs ’I al sin glans nu stråler solen’ (komponist: Henrik Rung). Iscenesat, selvbefamlende, risengrød med selvfølende klumper, sovs og kartofler – enig, enig ...!

Rifbjerg nævner Johannes V. Jensens ’En sømand har sin enegang’ som en yndlingssang, dybt gribende. Ja, mon ikke ... »Men bærer det mod havets bund/ så mangen sømands kår/ når søen gurgler i min mund/ til dig min tanke går«! Hvor forfærdeligt og patetisk, at Dansk Folkeparti mener at have overtaget danskheden. Visen er skrevet ud for kysten af Tunis i december 1925. Melodi: en folkemelodi.

Så er der andre, vi må melde pas til. F.eks. ’Solen er så rød, mor ...’ (Harald Bergstedt, 1920, mel. Carl Nielsen). Jeg skal ikke betvivle, at Rifbjergs mor sang den for ham, det samme gjorde min mor for mig, og alle kærlige mødre i trediverne, fyrrerne og måske halvtredserne, men sangen er og bliver noget bras, hvis den private tryghed skæres fra. Og skal den ikke det? Jo, den skal – den skal kvalificeres.

En meget underholdende bog

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kim Larsen har sin kroniske uskyld, som Rifbjerg misunder ham, og dog ikke. Larsens kværnende, ironiske foredrag, undskyldende på tekstens vegne, er blevet dansk folkeeje, jeg selv er ingen ubetinget fan, så er det sagt, men her i bogen kommer han ud med en større begejstring og en umiddelbar registreringsevne, som er klædelig.

Hvor Larsen elsker Osvald Helmuth, sætter Rifbjerg sin Poul Henningsen på. Der er også en diskret kulturkamp til stede, en kulturkamp, som Rifbjerg vinder på sit sproglige gehør og sin mundtlige parathed – dette at digte er at kunne huske ord, og ikke bare ord, men de rette ord. Rifbjerg forestiller sig den skabende proces som linjer på en oscillograf (apparat, der gengiver elektriske svingninger): Der er en midterlinje, og så kører den anden linje op og ned. Ovenover er det bevidst, nedenunder er det underbevidst.

Når sangteksten fungerer, er blandingen både abstrakt og konkret hele tiden til stede. I det øjeblik, strømmen tænder i forløbet af linjebrud og konsonanter og vokaler og alt muligt andet, er man på. Et rigtig godt billede. Og fantastisk, at han så ikke kan se Grundtvig være i den grad i ’I al sin glans nu stråler solen’.

Alene linjerne: »Det ånder himmelsk over støvet/ det vifter hjemlig gennem løvet ...«. Hvis dét ikke er blip-båt, kender jeg ikke noget digt, som er det. Det er faktisk, opdager jeg, en meget underholdende bog. Böse Menschen haben keine Lieder.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden