I den italienske forfatter Antonio Pennacchis roman ’Palude’ (’Sump’, Donzelli, 1995) optræder den døde diktator Benito Mussolini i skikkelse af et motorcykelbåret genfærd, der om natten drøner rundt i det flade land Agro Pontino mellem Rom og Napoli og fjerner gamle wc-kummer, bideter og andet henkastet affald fra vejkanterne, mens han genser det landskab, som han bidrog så stærkt til at forme. Det fantastiske billede af Mussolinis vilde ridt gennem det sumplandskab, som han i 1920’erne og 1930’erne lod dræne og kolonisere går igen flere gange i historikeren Steen Bo Frandsens smukke, originale og meget spændende bog om ’kampen mod De Pontinske Sumpe’.

Interessante paraleller
Kampen mod vandet og malariaen i det mægtige sumpområde og bestræbelserne på at befolke og frugtbargøre det begyndte allerede i antikken og blev siden fortsat med vekslende intensitet af munke i middelalderen, paver i 1500- og 1700-tallet og adelige storgodsejere og socialistiske bondekollektiver i slutningen af 1800-tallet.

Trods det meget store ressourceforbrug var resultaterne ret beskedne, og først da det fascistiske regime i 1920’erne gjorde koloniseringen af De Pontinske Sumpe til et af sine højest prioriterede projekter, begyndte menneskene for alvor at få overtaget over dette stykke ugæstmild natur.

I dag vil mange mene, at dræningen ødelagde et værdifuldt vådområde, men datiden var mindre interesseret i økologi og naturbevarelse og til gengæld meget optaget af mulighederne for at bekæmpe malariaen, tilvejebringe ny landbrugsjord og skabe beskæftigelse og boliger til landdistrikternes og storbyernes proletariat. Frandsen drager da også interessante paralleller til Franklin D. Roosevelts Tennessee Valley Authority og Zuidersøen i Holland.

Levende skildringer ’Syd for Rom’ fortæller det pontinske landskabs historie fra omkring 300 f.Kr., da romerne kom for skade at skabe sumpe ved at rydde de skove, som opsugede en stor del af vandet fra områdets talrige kilder, indtil vore dage, hvor fem nyanlagte byer og et stort antal mindre bebyggelser og landbrug står tilbage som levende vidnesbyrd om fascisternes opfattelse af det ideelle landbosamfund. Det ideelle landbosamfund, for så vidt som det nu lod sig realisere i praksis. Et af de mange interessante temaer i Frandsens bog er nemlig de stærke indre modsætninger, der prægede fascismens ideologi og beslutningstagning, eksemplificeret ved deres konkrete udtryk i by- og landskabsplaner og mursten.