Teglsten nævnes allerede i Det Gamle Testamente:

Det var med tegl, at menneskene forsøgte »at skabe [sig] et navn« ved at bygge et tårn, der skulle nå helt op til Gud. Når man følger Hans Edvard Nørregård-Nielsens beretning om teglets vandring op gennem danmarkshistorien, bliver det klart, at den ydmyge lerbarre ikke blot har indfriet både religiøse og verdslige ambitioner om at sætte sig et mæle, den indgår simpelthen som et grundstof i den synlige del af den danske selvforståelse. »Kirkens beskytter og rigets opretholder« fra Roskilde til Dannevirke.