Hvorfor var det nødvendigt for dig at skrive en fortsættelse? »Min far døde, og han var jo den onde i ’Kunsten at græde i kor’. Når han var væk, måtte alt jo blive anderledes. Men det er ikke bare én person, der er ond, det er et mønster. Og tingene blev vendt på hovedet for mig, da jeg kom hjem og opdagede, at han måske i al hemmelighed havde været glad for mig – uden nogensinde at sige det. Og at den øvrige familie og folk i gaden var temmelig trætte af ham og bare havde ventet på, at han skulle dø«. Hvad er bogens forhold mellem virkelighed og fiktion? »Jeg har forstørret nogle ting. Jeg har jo altid udleveret mit ophav og også altid haft skyldfølelse over det. Har jeg været for hård? Man skal jo ikke skide i sin egen rede. Min mor er meget mere fornuftig. Hun synes, min far fik den straf, han fortjente. Færdig. Endelig slap vi af med den satan. Og jeg synes, at han jo også var et menneske. Og især kan jeg nu, da han er død, tænke varmt om ham«. Hvorfor fortæller du historien fra både moderens og sønnens synspunkt? »Jeg vil gerne udlevere mig selv. Det er det fornemmeste, man kan. Så kan man også bedre være hård ved andre. Når jeg ser mig selv med min mors øjne, kommer jeg til at grine. Hun dvæler slet ikke ved gamle dage. Hun er 86 og tænker kun fremad. Alt det gamle brændte hun – og jeg løb jo rundt og prøvede at finde ting i asken. Der er også noget ved den tid, hun repræsenterer, som er spændende. Det gamle Danmark og Sønderjylland. Og noget i hendes forhold til Gud, som jeg ikke støder på andre steder«. Moderen siger bl.a., at hun ikke kan se den store forskel på islam og Indre Mission. »Nu var min far jo mere missionsk end min mor, men da han levede, bad vi bordbønner, morgenbøn og aftenbøn, så det kunne godt løbe op i fem gange om dagen. Og min mor går ikke nogen steder uden tørklæde, det er gammel skik. Grædekoner hører også til Indre Mission – og det at skyde op i luften ved højtidelige lejligheder. Og forældrene bestemte, at min mor og far skulle giftes«. Synes du, man skal sige sine forældre sandheden? »Ja, hvis man har behov for det. Det er et vildspor at tro, at folk ikke kan tåle sandheden. Jeg har et mundheld: »Når man tror, man har tabt alt, så har man kun tabt næse og mund«. Man tror, at verden står stille, men der kommer hele tiden nye skandaler«.