Med en hovedperson, der er forlægger og født i 1920, kommer man let til at tænke på, om romanen er en nøgleroman? »Romanen har udspring i den historie, der på et tidspunkt stod i aviserne omkring Knud W. Jensen og Ole Wivel. Den gjorde mig nysgerrig, og jeg læste bl.a. Hans Aage Bøggilds bog ’Ringen’, om Ole Høst, som meldte sig til Østfronten. Den historie greb fat i mig, og når det sker, må man jo blive på stedet – der er så mange ideer, man glemmer igen, som ikke er stærke nok. Jeg overvejede at læse noget af Ole Wivel, men forlod hurtigt den plan igen, fordi jeg læste en pamflet af ham, som jeg ikke kunne lide. Jeg besluttede ikke at tænke mere på ham og ved egentlig kun, at han var direktør for Gyldendal. Så det er ikke en nøgleroman«. Ruels livslange samvittighedskonflikt kan vel ligne Ole Wivels ... »Det kunne man forestille sig, men det ved jeg ikke nok om. Men jeg gik nok ikke helt galt ved at tage fat i problematikken, for et par måneder efter, at min bog var udkommet – heldigvis efter! – kom Günter Grass’ beskrivelse af hans livslange politisk-moralske konflikt, som har virkelig mange paralleller til min historie«. Kommer Niels Ruels samvittighedskvaler egentlig vore dage ved? »Da jeg for nylig hørte Henrik Jensen fortælle om sin bog ’Det faderløse samfund’, slog det mig, at Niels Ruel er en samvittighedsfuld, ansvarsfuld mand, han har pligtfølelse og disciplin. Alle de dyder medvirker til, at han ikke kan slippe konflikten: Det er en plet på ham!«. »Der var jo heller ingen, der tvang Günter Grass til at tilstå sin ungdoms fejltrin, men der var en indre tvang, sagde han. Den person, jeg har levet mig ind i, er en typisk skikkelse blandt vores generations fædre og ikke mindst bedstefædre. Min egen morfar var sådan en person. Skulle dét nu være så trist, at den slags patriarker er forsvundet? Dertil svarede Henrik Jensen: »Nej, men der er jo nogle dyder, der er forsvundet med dem««. »Nå, det er derfor, jeg har skrevet den bog, tænkte jeg så: Jeg mærker det samme. Den mandetype er død, og jeg er selv i en slags dødvande. Jeg har jo været ungdomsoprører og hippie med langt hår og kaldt sådan nogle typer for ’grisenakker’, da jeg var ung. Men selv om min morfars dyder er forsvundet, er de jo stadig et eller andet sted i mig selv. Sådan en kompleksitet kan måske have gjort, at jeg blev ved med at have lysten til at hænge på sådan en historie«.