Beretningen er båret af Pundiks ikke uklædelige stolthed over, at det lykkedes.

Man tror ham, når han fortæller, i hvor stor udstrækning kolleger og ligesindede i redaktion og bestyrelse var med til at bære, selv om det langt hen ad vejen var Pundik selv, der traf beslutningerne: hurtigt, spontant, modigt – og med vekslende held.