Fredag 9.55 »Næste år kommer vi først kl. 11«. Det er umuligt at høre, hvor stemmen kommer fra, for menneskekøerne pølser sig rundt i Forums foyer, men reaktionen er forståelig. Klokken er 10 fredag morgen, og køerne fortsætter hele vejen ud på fortovet og hen langs Forum. Det ligner rekordtilstrømning, hvis tendensen holder weekenden over. Og det skyldes ikke en perlerække af once in a lifetime-arrangementer med forfattere, der ellers aldrig stikker næsen ud i offentligheden. Peter Høeg er der for eksempel ikke, selv om han fik en roman ud i maj. Carsten Jensen er der til gengæld. Her og der og alle vegne, helt ligesom i medierne, hvor alle efterhånden må have hørt om Marstalromanen, så han kan ikke være forklaringen. Populære Jan Guillou er der, men han har været der 10 gange ud af 15, så der vil nok også blive en ny chance, så måske er forklaringen også, at der efterhånden er flere ikkeforfattere end forfattere blandt forfatterne – hvis De forstår? Kendte kokke, politikere, stand-up-komikere, tv-folk og almindelige skærmlus, der bare er kendt for at være kendt. 10.15 I år åbner Jan Guillou messen og skoser sine danske kolleger, fordi de ikke skriver nok om Irakkrigen, som den svenske forfatter mener er en skandale. Knud Romer indtager pladsen på talerstolen få minutter senere for at modtage Årets Debutantpris for romanen ’Den der blinker er bange for døden’, hvor han gennemhegler Nykøbing Falster og omegn. Guillou får også lige et rap. Ifølge Romer skal han være glad for, at han ikke kommer hjem i en sort sæk, dvs. som soldaterne. Men da er Guillou vist allerede gået. Til aviserne bagefter får Romer også sagt, at han synes, det er godt, soldaterne er i Irak, og at han er knust, når en af dem bliver sendt hjem i en sort sæk. Han er glad for deres indsats, så vi andre kan få lov at læse i fred, som han siger. Punchlines og provokationer er lige noget for Romer, der plejer at kalde sin offentlige fremtræden som meget talende provokatør for »hånddukken«. Da han får prisen, siger han i øvrigt, at han nok skal lade være med at sige, hvad han mener om kultur og sponsorpenge. 11.00 Møder forlaget e-bog.dk, hvor man lige om lidt kan leje bøger på nettet. Eller købe dem. Mest undervisningsbøger og opslagsværker. Forlaget skal være et modspil til den galopperende ulovlige kopiering af bøger på landets undervisningssteder. I stedet for dårlige kopier, som forfatteren ikke får en krone for, kan man fremover købe eller leje bøger. 100 procent eller kapitel for kapitel, så man selv kan sammenstykke sin bog. Direktøren Jesper Holm er sikker på, folk dybest set gerne vil anskaffe sig bøger på lovlig vis, hvis det er nemt og billigt. I hvert fald bliver det cirka 20 pct. billigere at købe en e-bog end en trykt. 11.45 Mads Nygaard fortæller om sin nye roman ’Kravl’. Bo Tao Michaëlis siger til ham, at det ofte bliver sagt om hans, altså Nygårds, bøger, at de handler om samfundets skæve eksistenser. Det ved Mads Nygaard godt, og det undrer ham lidt, for han synes, han bare skriver om dem, han kender hjemme fra Hirtshalsegnen. Dér kalder de dem festoriginaler. I øvrigt synes Mads Nygaard, der er rigeligt med folk, der har en slående lighed med leverpostej. I dagens anledning optræder han med en slags bøllehat med skyggen bøjet op i nakken. Vi er næsten ude på landet. 12.00 Møder forlaget Hr. Ferdinands chef, Susanne Torpe. Hun er lykkelig, for hendes hovednavn på messen, DBC Pierre, er dukket op som planlagt. Da han sidste år var programsat til et flerdagesarrangement i Århus, kom han en dag for sent, fordi han først nåede i lufthavnen tre timer efter, at flyet lettede. Det har formentlig været en flyafgang før middag. Bookervinderen fra 2003 med ’Vernon God Little’ er en mand, der tager tingene oppefra og nedefter. 12.50 Midt på en af gangene står pludselig Knud Romer. Igen. Han er over det hele. Nu bliver han interviewet til TV 2. 12.50 To damer går lidt længere henne ad gangen. Den ene ser på den anden og siger: »Hvad, øh. Var det ham, ja, hvad er det, han hedder? Trads? De ser nu anderledes ud, når man sådan møder dem«. 13.00 Møder DBC Pierre til et interview på en cafe nær Forum. Det vil sige: Han kommer først lidt senere og bliver derefter kapret af et tv-hold og Politikens fotograf. Pierre når lige at bestille cappuccino og en burger, før han forsvinder. Det er hans morgenmad. Som vanlig ligner han én, der har sovet i sit tøj, men han er klar og ligefrem. 15.00 Tilbage på messen. Ser Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen blive interviewet af Ole Stephensen. Ikke bare ligner messen sig selv, men nu kommer også det seneste års mediedagsorden rullende. Det er noget med nogle tegninger. Totalt deja-vu. Er nødt til at fortrække. 16.05 Passerer Det Andersenske Forlag, hvor Lene Andersen også kaldet Jesper Knallhatt har sine vilde ’Baade-og’-bøger til salg. Bøger, der i dialogform forsøger at favne det hele. Hvor kom vi fra, hvad skal vi og hvorfor, som omtalt i fredagsavisen. Bogsalget er ikke noget at prale af. Det er til gengæld det tårnhøje, kvindelige blikfang, forlaget har fået til at dele materiale ud til enhver, der vandrer forbi. »Ja, man må jo bruge de kneb, man har til rådighed«, siger Lene Andersen. I Forum gælder alle kneb. Der er 800 arrangementer over tre dage. 17.00 Interviewer selv DBC Pierre på Scenen i Forum om romanen ’Ludmilas gebrokne engelsk’. Han møder op med Tuborgs sneøl i hånden, og han bærer den med hele vejen. Den våde etiket har han pillet af den duggede flaske. Og sat fast på maven. Mens han fortæller om internetbruden Ludmila fra Ublilsk, globaliseringen og et sæt ret spøjse tvillinger, hvoraf den ene vil have Ludmila med hjem til England, forsøger han at få endnu en etiket klæbet fast på maven. Det mislykkes. Han spørger også, om han må ryge? Lørdag10.05 Der er 25 minutter til start, men allerede nu er der ved at være fyldt op foran scenen på Bonniers stand. 30 pladser er alt for lidt til en snak med Svend Auken. Michael Børsting og Andreas Karker har skrevet bogen ’Svend’ om manden, der aldrig blev statsminister, fordi CD’s Mimi ringede hjem til sin far for at spørge, om det var en god ide at gå i alliance med S og venstrefløjen. Det mente Erhard ikke, hvad der dengang fik den dannede Svend til at stikke Mimi bibelcitatet om, at der kommer et tidspunkt, hvor sønner og døtre bør løsne sig fra deres far. Auken møder op i god tid, og han fylder fra start godt i landskabet. Ikke kun fysisk. 10.30 Andreas Karker siger, at Auken først har læst bogen dagen før, men at han i øvrigt i den forløbne uge har været så venlig at stille op til andre mediers interview i anledning af bogen. Altså uden at have læst den. »Det var en fordel«, siger Auken, der ikke kan dy sig. Han synes dog, det er en god bog, men at det selvfølgelig er problematisk for ham at læse en bog, der ripper op i noget, han helst ville glemme. »Kender I det? Der er dumheder, man har begået i sit liv, og som har holdt én vågen om natten, og her er en hel bog, der er fuld af dem«, siger han. Når han selv læser bogen ’Svend’, synes han, den giver et billede af, at han har brugt 90 procent af sin tid på kampe med Ritt, Nyrup og Lykketoft eller på andre magtkampe, og selv mener han, at den langt største del af tiden som politiker faktisk er brugt på at løse problemer med andre. I fællesskab. 11.05 Nå, det var så Auken. Masser af messegæster har rejst sig. Hvad nu? Hvad siger programmet? Publikum skiftes ud, men Hanne Reintoft, der har stor succes med sine historiske romaner, trækker lige så mange tilhørere som Auken. 11.15 Merete Pryds Helle interviewes om sin nye roman ’Oh, Romeo’, der er hele den tragiske Shakespearehistorie sat ind i en nutidig ramme. En ramme, hvor manden er taxachauffør, men ønsker at blive læge. Og så er han iraker. Kvinden er dansk, studerende. To kulturer, der mødes. For Merete Pryds Helle er det en politisk bog. Hun mener, samfundet lige nu står ved en skillevej, hvor det skal vise sig, om fremtidens Romeo og Julie faktisk kan få et fælles liv, selv om de kommer forskellige steder fra. Selv mener hun ja. »Det er jo nok ikke en bog, Jesper Langballe vil forære Søren Krarup til jul«, siger hendes redaktør, Jakob Malling Lambert. Omme bagved er der en mand, der læner sig ind over skulderen på mig og siger: »Hun er god. Der er noget dér«. Den venlige mand med det grå skæg er kritikeren Torben Brostrøm. 11.35 Der skal ikke så meget til. Det er ren dogme. Kim Fupz Aakeson står op på scenen, hvor Svend Auken og Reintoft sad lidt tidligere. Nu er der ingen snak om forfatteren, eller hvad han har tænkt med sit værk. Fupz læser op af en af sine talrige børnebøger. Didriksen-detektiverne, siger programmet. Der bliver lyttet. Uanset alder. 11.50 Herbert Pundik er blevet fejlplaceret. Sådan ser det i hvert fald ud. Der er så mange tilhørere, at han må have kunnet fylde hele Scenen med sine erindringer og ikke kun Gyldendals lille scene. I sin snak med Bjørn Bredal siger han i øvrigt, at al den snak om erindringer er noget fejlagtig. Jo, det er erindringer, men der er også meget ubehageligt, man ikke husker, siger han. Efter arrangementet siger forlaget, at han signerer sin bog »ovre ved kassen«. 12.50 Passerer Egmonts store stand. Spændingsforfatteren Jussi Adler-Olsen taler med Torsten Jansen, ja, ham fra tv, om romanen ’Washington-dekretet’. Jansen spørger, om Jussi Adler-Olsen er så ambitiøs, at han vil bide skeer med store navne som Grisham og folk af den kaliber. Og det vil han, Olsen fra Danmark. Modig mand. 13.40 Ida Jessen er på Tranescenen sammen med Henrik Wivel. Hun taler om sin roman ’Det første jeg tænker på’. Med romanen er hun indstillet til BG Banks store litteraturpris. Resultatet af afstemningen mellem hende, Erling Jepsen og Thorstein Thomsen afsløres søndag formiddag. Ida Jessen er af mange anset for forhåndsfavorit. Et rygte blandt forlagsfolk lørdag eftermiddag siger, at stemmetallene skulle ligge overraskende tæt på hinanden. 14.10 Nynnerne er på sammen med TV 2-direktør Per Mikael Jensen. Han siger til Henriette Lind og Lotte Thorsen, at han synes, det er synd, de nu lader hende ’dø’. At de ikke skriver mere. Han vil gerne have fortsættelsen. Nynne 4. »Hun er en bitch, der trænger til at blive sat på plads«, siger Per Mikael Jensen, og han lægger ikke skjul på, hvad hun efter hans mening ville have godt af. Han har spekuleret på, om ikke hun ville have haft det bedre, hvis hun havde levet i 1930’erne eller 1940’erne, hvor det ikke handlede om delebørn og papfædre, fordi skilsmisseprocenten var på 4. »Nej, det ville være som at vakuumpakke en eksplosion«, mener Henriette Lind. Hun kan slet ikke se Nynne i et formpresset familieliv. Og da hun og Lotte Thorsen bliver spurgt, om der så ikke kan blive en film eller noget andet med Nynne, siger Henriette Lind – sådan på ægte bagvendt Nynnefacon: »Vi synes, det er klædeligt, at det er os, der starter med at stoppe«. Det gør vi så. Men showet på bogmessen fortsætter.