Året op til den amerikansk-britiske invasion af Irak udspandt der sig internationalt en spændende diskussion om EU-landenes ønske om at skabe fremskridt i verden gennem diplomati og USA’s nye selviscenesættelse som verdens førende supermagt.

Den ny amerikanske doktrin gav USA ret til ’foregribende’ angreb på fjendtligsindede lande. Hovedaktørerne på denne scene var på den ene side amerikaneren Robert Kagan, der i sit lille kampskrift ’Paradiset og magten’ havde travlt med at fortælle os europæere, at vi i ren afmagt dyrkede forestillingen om ’evig fred’, mens USA vidste, at verden er ond.