Det er en ældgammel, men effektiv anfægtelse, som Dorthe Jørgensen indleder sin nye essaysamling om skønhed med:

Hvorfor interessere sig for skønhed, når verden er så fuld af uretfærdighed og påtrængende problemer? Er det ikke i bedste fald mondænt tidsspilde og i værste fald fej og uforsvarlig eskapisme? Det har ikke så få kunstnere og akademikere og politiske aktivister været tilbøjelige til at mene i snart en hel del årtier.