Da Jesper Langballe i går tog sin store knortekæp af en stok og gik på talerstolen i Københavns Universitets Auditorium A i Studiestræde, kunne han et øjeblik fornemme, at han på én gang var gået forkert – og alligevel burde føle sig hjemme. Årsagen til fornemmelsen var, at emnet for debatten var Poul Henningsen, det kulturradikale fyrtårn, der hen over efteråret har været centrum for hele 12 meget velbesøgte seminarer og torsdag eftermiddag var nået til vejs ende ved folkeligheden og frisindet og arven efter PH. Den jyske sognepræst og folketingspolitiker for Dansk Folkeparti sagde polemisk, at der var en stemning af gudstjeneste over mødet.
En anden Gud
»Jeg burde jo føle mig hjemme, men det er en anden Gud, end jeg er vant til. Her er tilhørerne menigheden. Det er Pia Raug, der synger salmerne, og Vorherre titter ned på os«, sagde Jesper Langballe med henvisning til afspilningen af dagens PH-sang og Ole Roos’ lille filmportræt af PH, der kørte på en skærm oppe på væggen.
Den bemærkning tyggede adskillige af de overvejende gråhårede tilhørere lige på et øjeblik, men selv om nogle af dem godt kunne se, at Langballe måske hér havde en lille pointe, var det stort set også den eneste indrømmelse, de 200 tilhørere – minus en lille håndfuld – gav Langballe i løbet af de tre timer, seminaret varede.
Seminarets enmandshær, professor Hans Hertel, havde netop indbudt Jesper Langballe til rollen som havkatten i hyttefadet, og den rolle udfyldte politikeren fra Dansk Folkeparti helt ud i de yderste syninger af sin mørke habit.
Lyssyn og humor
Men før det kom dertil, nåede Hans Hertel selv at ridse PH’s store betydning op. Hertel mente, at PH’s historiske indsats var at demokratisere Georg Brandes. At få banket den brandesianske rust ud af rørene. At ændre fokus fra pessimisme og misantropi og i stedet fokusere på menneskets og demokratiets potentialer. Med det Hertel kaldte »et velsignet tilskud af lyssyn og humor«.
»Frisindet blev folkeligt, formidlet med let hånd via foredrag, journalistik, arkitektur, revy og satire. Den lette hånd med stor gennemslagskraft: Det er der endnu flere, som ikke kan tilgive PH. Derfor har mange afskrevet hans frisind som letsind, og det er i hvert fald letsindigt. PH’s frisind kan umuligt bagatelliseres som noget, han kom let til. Kernen i hans kulturkritik er den utrættelige, kompromisløse kamp mod alle totalitære fristelser. Og det, han kaldte frisind, var ikke en stationær egenskab eller tilstand, endsige hvad det politiske højre med en kliché kalder politisk korrekthed. Det var en konstant udfordring«, sagde Hertel, der også beskrev PH som en mand, der i sin essens var »hjerne og testikler«. En uofficiel rigsvækker, og en provokatør.
»Det kan ikke undre, at folk fik ondt, når PH fortalte dem, at det, de havde hængende på væggene eller så på tv-skærmen, var sentimental småborgerlig smag, »åndelig dåsemad«, »bænkevælling og slipsedannelse«. Tit havde manden jo ret, men frisindets problem har altid været, at det har vidst alting bedre«,sagde Hertel.
Overfladisk bajads
Den sidste bemærkning ville Jesper Langballe formentlig kunne skrive under på. Men derudover var han i nærmest ét og alt uenig med Hertel. Faktisk mente Langballe, at det var en kæmpe proportionsforvrængning, at man overhovedet tildelte PH en så stor rolle. For slet ikke at tale om en seminarrække.
»Så stor en ånd var PH altså ikke. Han var en letløbende og temmelig overfladisk bajads«, sagde Langballe, der også erklærede, at han fik kvalme, når han hørte revysangen ’Man binder os på mund og hånd’, der for ham bare var tegn på det magelige nydelsesmenneskes fravalg af enhver forpligtethed. Og ifølge Langballe blev den en modstandssang ved en ren tilfældighed.
Dét kunne få forsamlingen op af stolene.
»Det er nonsens og historieforfalskning. PH ville netop smyge sig uden om besættelsens censur, og han har selv detaljeret forklaret, hvordan han skrev sangen«, sagde Hans Hertel – uden at det dog syntes at gøre indtryk på Jesper Langballe.
Han fortsatte med at tale om sangen som en dyrkelse af menneskets egen indre fæstning. Et menneske, der ikke vil bindes af noget som helst. Allerede i sit indledende oplæg gjorde Langballe meget ud af, at PH ville stå frit og derfor ifølge Langballe ikke havde noget at miste.
»Den indre fæstning talte radikale grundtvigianere også meget om i krigsårene – gerne som undskyldning for ikke at gøre modstand. ’Et Dannevirke i hver mands bryst’ hed det også svulstigt. Den retorik er mildt sagt ikke PH’s. Men selvoptagetheden og selvnydelsen er den samme: Når bare man bevarer sin personlige indre fæstning, så kan man i ly af den dyrke sit eget jeg og lade den folkelige sammenhæng skøtte sig selv«.
Politikens chefredaktør Tøger Seidenfadens kommentar hertil var, at han ikke forstod, hvorfor det skulle være en opløsning af alle værdier, at man satte spørgsmålstegn ved at være bundet.
»Hvis den danske modstand under krigen kun havde handlet om, at vi ikke brød os om at være under tysk herredømme, så var det kun et spørgsmål om to forskellige nationalismer, men sagen var jo, at der var en forskel på, om man ønskede demokrati eller nazisme, frihed eller totalitarisme«, sagde han.
Forhadt
I sit indlæg om PH’s betydning talte professor Gunhild Nissen om, hvordan holdningen til ham var skiftet hen over årene.
Hun mente, at PH som ung, dvs. i 1920’erne, nærmest blev opfattet med foragt. Ikke mindst ude på landet, hvor man hæftede sig ved, at denne københavner gik ind for seksuel frigørelse og til gengæld ikke havde meget tilovers for den idræt, man ellers skattede ude i den landbokultur, Gunhild Nissen selv voksede op i.
Men var PH så folkelig? Måske, men i så fald opdagede folk det i hvert fald ikke, mente Gunhild Nissen.
»Slet ikke på landet, og der boede mange mennesker på landet dengang«.
Til gengæld mente hun, at den indledende foragt hen over årene blev afløst af en fascination, ikke mindst i 1960’erne.
»Vi havde været ilde stedt uden dem, der tog arven op efter ham. De skaffede ny luft at indånde«, sagde Gunhild Nissen og pegede på blandt andre Klaus Rifbjerg og Leif Panduro.
Hun opfordrede desuden til, at man i dag tænker nøje over, hvordan arven fra PH skal videreføres, og ingen var i tvivl om, at hun sigtede til kampen mod det yderste højre repræsenteret af Jesper Langballe på første række i Auditorium A.
Folkelighed
Gunhild Nissens bemærkninger om den i starten ufolkelige PH fik Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden til at filosofere over, hvorfor danskerne går så meget op i, om man er folkelig eller ej.
»På tværs af uenigheder er folkelighed et centralt begreb i debatten, men det er en problematisk måde at tænke på. Hvad hedder f.eks. folkelighed på engelsk eller fransk? Nej, ingen af dem har brug for et begreb som folkelighed, og de har da hver især gjort en stor indsats for demokratiet«, sagde Tøger Seidenfaden.
I stedet for at stirre sig blind på folkelighed eller diverse sociale kategorier opfordrede han i stedet til, at man helt sætter sig ud over disse kasser i debatten.
»Intellektuel er enhver, der siger noget interessant«, sagde Tøger Seidenfaden.
Han var selv 10 år, da PH døde, og han kunne derfor godt se, hvorfor han måske ikke var den naturlige oplægsholder ved et seminar om PH. Til gengæld var han heller ikke i tvivl om, hvorfor han havde fået invitationen.
»Det er jo, fordi Jesper Langballe og Søren Krarup har revitaliseret kulturradikalismen på forbløffende måde de seneste fem år. Da jeg tiltrådte som chefredaktør på Politiken i 1993, skrev jeg to-tre artikler om kulturradikalismen, og jeg fik ikke en eneste reaktion. PH har sejret ad helvede til, og det mener jeg i positiv forstand. Vi er alle kulturradikale. Selv her i 2006, fem år efter 2001«.
