Det er småt, hvad der er blevet tilbage af Johannes Jørgensen i den autoriserede danske litteraturhistorie.

Ikke meget andet end det klassiske eventyr om provinsstudenten, der kom til København og faldt for Georg Brandes og kvinderne; som dernæst foragtede begge dele samt sig selv, konverterede fra naturalisme til symbolisme og, da det ikke var nok, også til katolicisme.