Hvert år på dagen med hovedpine og en vis træthed i kroppen, nemlig 1. januar, springer jeg på et tidspunkt ind under aften op fra min lænestolsslummer og råber til familien: »Nu kommer han!«. Familien reagerer sjældent, men jeg tripper ind og tænder for kassen, for jeg vil jo se Ham, min statsminister.

Og det er såmænd uanset, fra hvilken side af Folketinget han kommer. Det giver en vis tryghed at vide, at Han vil tale til mig på samme måde, som Dronningen talte til mig, lige inden nytårsløjerne gik i gang, og jeg ved på forhånd – og det er måske det, som gør mig tryg – at de begge vil sende mig gode og smukke nytårsønsker.