0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Viscontis værk

Madeline Rundsten gennemgår grundigt Viscontis liv og værk og giver foruden handlingsreferater af de enkelte film et væld af baggrundsoplysninger om deres tilblivelse inklusive mange tekniske detaljer og bringer også fyldige citater fra Viscontis egne skrifter og interview med de medvirkende.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den italienske filminstruktør Luchino Visconti (1906-1976) kendes i Danmark først og fremmest for de store, maleriske farvefilm ’Leoparden’, ’Døden i Venedig’ og den sjældnere viste ’De lange knives nat’, men hans produktion var langt større og mere varieret end som så.

Visconti var en af pionererne i den sort-hvide neorealisme med debutfilmen, ’Besættelse’ (1942), efter James M. Cains ’Postbudet ringer altid to gange’ og mesterværkerne ’Jorden skælver’ (1948) om og med fattige sicilianske fiskere og ’Rocco og hans brødre’ (1960) om syditalienske indvandreres vanskelige liv i industribyen Milano.

Visconti var også opera- og balletinstruktør og en mangesidet personlighed: Han var af fyrsteslægt og arving til en formue, medlem af det avantgardistiske europæiske jetset med venner som Coco Chanel og Jean Renoir, kommunist, homoseksuel, æstet i alle livets forhold og en kompromisløs, perfektionistisk og hårdtarbejdende kunstner.

Madeline Rundsten gennemgår grundigt Viscontis liv og værk og giver foruden handlingsreferater af de enkelte film et væld af baggrundsoplysninger om deres tilblivelse inklusive mange tekniske detaljer og bringer også fyldige citater fra Viscontis egne skrifter og interview med de medvirkende.

’Visconti i fjor i Venedig’ er en smukt udstyret og nyttig bog, men også en bog, hvis meget personlige og til tider temmelig idiosynkratiske stil og synspunkter nok vil gøre den til ret anstrengende læsning for mange. Uden at man dog kan udelukke, at andre vil finde Rundstens tanker om cykliske elleveårsperioder som styrende princip i Viscontis liv og værk og hendes egne indflettede selvbiografiske betragtninger og overvejelser om kunst, æstetik, politik, psykologi og verden i almindelighed fascinerende.

Personligt vil jeg anbringe bogen i reolen med værker, som jeg ikke læser i større portioner, men slår op i for at finde konkrete oplysninger. Hver gang jeg gør det, vil jeg formentlig blive irriteret over den mangelfulde sproglige redaktion og korrekturlæsning.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce