Den italienske filminstruktør Luchino Visconti (1906-1976) kendes i Danmark først og fremmest for de store, maleriske farvefilm ’Leoparden’, ’Døden i Venedig’ og den sjældnere viste ’De lange knives nat’, men hans produktion var langt større og mere varieret end som så.
Visconti var en af pionererne i den sort-hvide neorealisme med debutfilmen, ’Besættelse’ (1942), efter James M. Cains ’Postbudet ringer altid to gange’ og mesterværkerne ’Jorden skælver’ (1948) om og med fattige sicilianske fiskere og ’Rocco og hans brødre’ (1960) om syditalienske indvandreres vanskelige liv i industribyen Milano. Visconti var også opera- og balletinstruktør og en mangesidet personlighed: Han var af fyrsteslægt og arving til en formue, medlem af det avantgardistiske europæiske jetset med venner som Coco Chanel og Jean Renoir, kommunist, homoseksuel, æstet i alle livets forhold og en kompromisløs, perfektionistisk og hårdtarbejdende kunstner.
