Under de allieredes bombardementer af Tyskland skulle Hitler have været mere plaget af tanken om de kulturskatte, som gik tabt, end om de tusindvis af menneskeliv, der gik til.

Det blev straks udnyttet af hans propagandamagere, som over for befolkningen udlagde reaktionen som et tegn på Hitlers kunstneriske følsomhed – og ikke som et tegn på hans totale ligegyldighed over for menneskelig død og lidelse. Deres spin virkede, for helt op til tyve år efter verdenskrigen kunne man fortsat høre folk tale om det dybe moralske anlæg, som Hitler måtte være i besiddelse af, når han nu øjensynligt havde så store og ædle følelser for kunsten.