7. september 1978 begiver Georgij Markov sig af sted til sit arbejde i BBC i London. Den bulgarske dissidentforfatter venter på sin vante bus ved Waterloo-broen, da en forbipasserende kommer for skade at prikke ham i låret med sin paraply. Den fremmede undskylder høfligt med svag accent og forsvinder hurtigt i folkemængden. Samme aften bliver Markov syg med høj feber. Dagen stiger feberen dramatisk. Markov taber mælet og hastes til Saint James-hospitalet, hvor lægerne er magtesløse. Hans tilstand forværres, for hver time der går. Ansigtet hæver voldsomt og derefter hele hovedet. 11. september dør han i frygtelige smerter.
Mistanken forstærkes
Kun 14 dage før slap en anden eksilbulgarer – journalisten Vladimir Khostov – med livet i behold fra et identisk attentat i den parisiske metro. Khostov blev også stukket med en paraply, men blev kun en smule sløj. Det dagedes ham dog først, hvad der var hændt, da han fik nys om Markovs utidige død. Herefter hastede han til hospitalet, hvor kirurgerne fra hans balde fjernede et bittelille platin-iridium-hylster (der ikke udstødes af kroppen), som indeholdt det usædvanlige giftstof ricin.
Man fandt aldrig gerningsmændene, men alt pegede i retning af den bulgarske efterretningstjeneste Dursgavna Sigurnost. Bulgariens daværende diktator Todor Zjivkov var fnysende arrig over dissidenternes reportager om styrets løgne, brutalitet og korruption og ville gøre alt for at få de trodsige røster til at tie.
Bulgarien besad dog næppe dengang midlerne til så sofistikerede attentater, så det var efter al sandsynlighed Sovjetunionens præsident Leonid Bresjnev, der lod KGB give Zjivkovs folk en hjælpende hånd.
Mistanken forstærkes af, at KGB-agenter allerede i 1971 uden held forsøgte at myrde forfatteren Aleksandr Solsjenitsyn med samme giftstof, og samtidig passer metoden ind i KGB’s hævdvundne modus operandi for »bortskaffelse af fjender af folket« – en hyppig praksis i fordums Sovjetunionen, som meget vel kan have overlevet det kommunistiske styre.
Det nøje planlagte mord Det er i hvert fald postulatet i den russiske forfatter, journalist og dr. i jura Arkadi Vaksbergs netop udkomne bog ’Le laboratoire des poisons – de Lénine À Poutine’ (Giftlaboratoriet – fra Lenin til Putin), der ved et sært sammentræf netop var på vej i trykken, da den forhenværende russiske efterretningsagent Aleksandr Litvinenko blev forgiftet med polonium 210 på en restaurant i London. De fleste beskrivelser af Sovjetunionens skyggesider kredser ofte om Stalins rædselsregime og de titusindvis af politiske modstandere, som enten blev sendt til sibirske fangelejre uden rettergang eller ganske enkelt bare forsvandt. Men Vaksbergs bog fokuserer på den langt mere målrettede statslige terror: de nøje planlagte mord på nøje udvalgte personer, der altid blev begået på en måde, så de lignede hændelige uheld, spontant opståede sygdomme eller ligefrem naturlige dødsfald.
