Irak - den lånte kedel. Den besynderlige titel på den slovenske filosof og psykoanalytiker Slavoj Zizeks bog henviser til, at Freud engang for at illustrere drømmes mærkelige logik opremsede tre inkonsistente argumenter:
1) Jeg lånte aldrig en kedel af dig. 2) Den var ikke i stykker, da jeg afleverede den til dig. 3) Den var i stykker, da jeg fik den fra dig. Som det fremgår, bekræfter de tre udsagn, netop hvad de forsøger at benægte. Ifølge Zizek gjorde samme inkonsistens og sære logik sig gældende i den måde, hvorpå krigen i Irak i 2003 blev retfærdiggjort. Han henviser naturligvis til, at argumentet først var, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, og derefter, da det viste sig ikke at være tilfældet, måtte argumentationen tilpasses, og således lød det pludselig, at Hussein skulle væltes, fordi han var diktatorisk og en trussel mod sine naboer og sit eget folk.







