Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kvindekampens døtre

Rødstrømpernes døtre prioriterer familielivet, men forstår godt deres mødres kamp.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ret beset var det svenske ’Fisseflokken’, der åbnede ballet i år 2000.

Kort tid efter fulgte ’Råtekst’ fra Norge. Og på mere national grund fik vi ’Nu er det nok’ og ’De røde sko’. Alle disse antologier var stemmer i den ligestillingspolitiske debat.

Men vel at mærke stemmer fra en ny kant, Rødstrømpebevægelsens ’døtre’, født i 1970’erne, der var fed up med den store ligestillingsillusions mange kalorietomme løfter. I en ny interviewbog, udgivet af DR i anledning af 8. marts og som udløber af en tematirsdag, møder vi så i mere konkret forstand døtrene af navnkundige, danske rødstrømper som blandt andre Tine Bryld, Anne Marie Helger og Suzanne Giese.

Konsekvens af egen opvækst Bogens mor-datter-samtaler cirkler om mødrenes høje aktivitetsniveau under pigernes opvækst, om rammerne for at udfolde sig som pige under feministernes nye kønsreglementer og ikke mindst om deres nuværende voksenrelation.

Det mest markante i samtalerne er imidlertid, at døtrenes prioriteringer – i modsætning til mødrene – går i retning af kernefamilie og fravalg af decideret kønspolitisk engagement.

Valgene, forstår man, er taget som konsekvens af egen opvækst, men er også helt ordinært produkt af tidsånden. Men at disse kvinder nok skal klare sig i verden – og klare sig godt – står klart. At det i høj grad er deres ’mødres’ fortjeneste, er ej heller til at tage fejl af.

Dialog er nødvendig

Med al mulig sympati for udgivelsens belysning af den store historie gennem den lille personlige optik tilføjes ikke meget nyt under solen. Vi møder en række gennemreflekterede, velfungerende unge kvinder, der beundrer mødrenes kampgejst og sociale engagement, men også har følt sig svigtet på vejen mod et mere kønsligestillet Danmark.

Sine steder står barndommens savn i den grad sitrende på linjerne, at man må forudse dundertaler fra tidens moderskabsprædikanter. Men de kan nu spare galden, for mest af alt er det kærlig respekt, forståelse og taknemmelighed, der strømmer fra døtrene – og tilbage igen. Og det rører, gu’ gør det så! – men det forbliver også lidt ufarligt. Kun i ét tilfælde trækkes koldfronter fra nordvest, så det suser om begge ører. Ellers hviler fred over land i mor/datter-relationen. Med de mange interessante døtrestemmer, årene har kastet af sig, mere end understreger bogen, at vi mangler at møde rødstrømpernes sønner i en tilsvarende nærgående udfritning. Hvordan var det at vokse op med en mor, der talte dunder til mænd? Hvordan var somrene på Femø set med drengeøjne? Hvad har opvæksten betydet for deres voksne kønsidentitet? Hvilke samlivsrelationer indgår de i? Og hvad mener de i øvrigt om ligestilling?

Svarene er relevante for at forstå, hvordan dagens maskuliniteter konstrueres i lyset af feminismen. Og så er sønnerne jo for pokker en væsentlig komponent i det store ligestillingsregnskab. Kønsligestillingen kommer nemlig ikke i hus uden dialog med dem.

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden