Der var engang en jæger, der var på jagt.
Nu går han på stranden. Nu får han øje på en stor mus. Jægermanden er ikke klar over, at det er hunden Fik Fik, der har klædt sig ud for at få kontakt med veninden Sortemis. Jægermanden vil skyde. Fik Fik siger vov. Og så afsynger hr. Jæger en jægersang. Bagefter lægger de sig i sandet for at hvile. Så dukker Sortemis op. Og så er dén historie ikke længere. Jo, jægermanden synger endnu en sang. Det er jægersangen. Hvis du er træt af flyvende, pastelfarvede væsner eller hårdkogte metalbiler i den nyere danske illustratorkunst for børn, så er billedbogen ’Fik Fik’ som manna fra himlen. Hunden ligner en hund, når den da ikke er klædt ud som mus. Jægermanden ligner en jæger. Og solen går ned i vest. Havet er blåt, katten er sort, og sandet er nærmest orange. Det er ikke Maj Olikas tegninger, som giver åndenød. De er varme og trygge. Stort set. Det er i teksten, at hunden ligger begravet. Maj-Britt Christiansen skruer charmebissen på og fortæller med elskværdighed og tungen lige i munden en totalt surrealistisk historie fra de danske strande. ’Fik Fik’ rykker nogle grænser. Det kan godt være farligt at læse billedbøger.
