Når kulturradikalismens historie engang skal skrives, kommer et af dens mærkeligste kapitler formentlig til at handle om den skæbne, som selve betegnelsen har fået i nyere tid – eller rettere sagt efter 2001, hvor Fogh med følge indtog regeringskontorerne. Som bevægelse med svorne tilhængere var kulturradikalismen på dette tidspunkt så godt som opløst og uddød, og alligevel – eller måske netop derfor – pustede de nye magthavere liv i betegnelsen, som en slap, zombieagtig skydeskive i den såkaldte kulturkamp.
Kulturradikalismen kunne nu gøre tjeneste som en samlebetegnelse for alle Foghregeringens aversioner, helt uanset at nogle af kulturradikalismens vigtigste idehistoriske rødder går tilbage til den politisk liberale tradition, der er – eller var – udgangspunktet for statsministerens eget parti.
