Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tåber. Og det, der er værre, hvis Sam Harris får lov at vælge retorisk ammunition først. Arkivfoto: Tariq Mahmood

Tåber. Og det, der er værre, hvis Sam Harris får lov at vælge retorisk ammunition først. Arkivfoto: Tariq Mahmood

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Til kamp mod religionen

Sam Harris forener synspunkter fra den politiske højrefløj med en aggressiv ateisme. Resultatet bliver et politisk opgør med trosfriheden.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Religionen får rigtig hug for tiden.

Ateismen, der måske for længe har sovet tornerosesøvn, er nu vågnet og er, for at sige det mildt, temmelig morgensur.

Det skyldes sandsynligvis frustrationerne over, at religionen, som man var overbevist om var ved at forsvinde, da man lagde sig til ro, nu med eftertryk er vendt tilbage. Amerikaneren Sam Harris er en af de ateister, der mener, at nu må det være nok, og i den voldsomt polemiske bog ’The End of Faith’ fra 2004 forklarer han hvorfor.

På dansk har den fået titlen ’Troens fallit’, hvilket også stemmer bedre med bogens synspunkter, da det ikke er Harris tese, at religionernes tid er forbi, men derimod, at den burde være det.

Bevidst provokerende retorik
Plottet i ’Troens fallit’ er nogenlunde følgende: Religiøse mennesker har altid stræbt efter at ødelægge verden og livet for andre; nu – takket være den teknologiske revolution og det 21. århundredes våbenarsenal – har disse galninge endelig en realistisk chance for at føre deres destruktive plan ud i livet (eller døden). Det er derfor på tide, at de af os, der holder af livet, kæmper for at eliminere religionen, før den eliminerer os.

Harris’ bog skal hjælpe os til at indse dette og til at lægge politisk handling bag religionskritikken, for som han spørger: Kan vi virkelig acceptere, at folk tror på irrationelle myter, der kun spreder død og ødelæggelse?

’Troens fallit’ adskiller sig fra meget af den øvrige aggressive religionskritik, der udgives for tiden, ved i bund og grund at være et politisk projekt. Harris sår f.eks. tvivl om tros- og religionsfrihedens berettigelse og hævder, at moderate religiøse samt venstreorienterede intellektuelle er farlige, fordi de udviser tolerance over for selv de mest groteske trosforestillinger. Heroverfor gør Harris følgende bekymrende synspunkt gældende: »Nogle standpunkter er så farlige, at det kan være etisk forsvarligt at dræbe folk, fordi de tror på dem«.

Nu er Harris’ skrivestil ganske vist gennemsyret af en polemisk og bevidst provokerende retorik, og man kan derfor komme i tvivl om, hvorvidt han virkelig mener, at det er moralsk forsvarligt at dræbe mennesker alene på grund af deres (rabiate religiøse) holdninger. Men når han senere skriver, at vi – dvs. de fornuftige vesterlændinge – bør anvende nukleare våben i selvforsvar, hvis der skulle ske det, at et muslimsk regime kommer i besiddelse af langtrækkende atomvåben, tror man ham pludselig.

Kræver politisk modspil
Harris hader alle religioner, men han har en særlig antipati over for islam, som han betragter som »indbegrebet af en dødskult«. Han deler fuldt ud Huntingtons ide om civilisationernes sammenstød og hævder kategorisk, at vestlige politikere, der benægter, at vi er i krig med islam, tager fejl.

Efter tilsviningen af det, han opfatter som religiøs formørkelse, lancerer Harris en neokonservativ kritik af enhver form for relativisme – især etisk og kulturel. Den politiske venstrefløjs lovprisning af kulturel mangfoldighed er farlig og uvidenskabelig; der er objektive standarder for moral og fornuft; visse kulturer er mere moralske end andre; pacifisme (f.eks. Gandhis) er en dybt amoralsk holdning.

Ikke underligt er Harris tilhænger af en imperialistisk moralisme, hvor ’fornuftige’ vestlige dyder som frisind og demokrati med våbenmagt (om nødvendigt) bankes ind i hovederne på de uoplyste tåber verden over.

Sam Harris er et godt eksempel på, at ateismen for tiden er ved at blive så aggressiv, at den til forveksling ligner den religiøse fundamentalisme, som den afskyr. Det er bestemt ikke sagligheden, der tynger ’Troens fallit’, der må betragtes som en veritabel opsamlingsplads for antireligiøse fordomme. Når dette krydres med synspunkter fra den politiske højrefløj, der ikke tøver med at underbygge argumenter med kampvogne, kan man godt blive en smule bekymret for de religiøses (rets)sikkerhed.

Således kræver ’Troens fallit’ ikke først og fremmest et religiøst, men et politisk modspil.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden