Svenskerne har patent på halvanden hylde i billedbogsbiblioteket.
Det er dén med sukker og glasur samt et touch af lemon. De moderne tider i tegneland med armsving og badutspring er knap blevet registreret fra Malmø og op. Så her fortæller Lena Anderson den ursvenske historie om hygge og godhed på vers. Billederne er blide som forårsregnen, og teksten er fornemt fordansket af rimets lokale mester, Marianne Iben Hansen. Det handler om en lille grisebasse med »triste ører«. De øvrige medvirkende er pindsvinet Pigga med barn og madvennen Gysse, der er en stor gris. Netop som Pigga serverer den dampende suppe med persille, banker det på døren, og en lille gris står derude og er trist. Der kommer en tallerken mere på bordet. Og den næste dag finder de glade værter frem til barnets mor, der bager boller til hele byen som tak, mens hun krammer sin »søde sukkersvale«. Hun er også bager i forvejen, så der er flere knus til »min linse« og »min croissant«. Det er de små marginaler, der sender sådan en historie op over sukkergrænsen eller ej. Det er de syrlige ændringer på farveskalaen. Figurernes tyngde og bevægelser. Ordenes mængde. Og så selve det faktum, at det ikke er sjovt at være blevet væk, når det er aften. Lena Anderson slipper også af sted med at give dyrene tøj på. Hun kan det hele, fordi hun ikke har større ambitioner end at fortælle om hygge og godhed. Bare det.
