Hvis Anna Politkovskaja havde ret, er Putins Rusland ved at synke ned i råddenskab og totalitarisme. Hun var journalist og systemkritiker og ikke et sekund i tvivl om, at det er Putin, som »tillod ondskabens frugter at modnes« i Rusland. I Politkovskajas øjne skal det tilskrives den netop afdøde og dengang hurtigt svækkede præsident Boris Jeltsin, at Putin blev udpeget først til fungerende premierminister, så til premierminister og til sidst til Jeltsins magtfulde afløser. Politkovskaja blev myrdet ved elevatoren i sin opgang i Moskva. Ikke af Putin, måske ikke engang på Putins udtrykkelige ordre, men givetvis af Putins Rusland, som har svigtet beskyttelsen af det frie ord, svigtet beskyttelsen af medierne og tværtimod skabt en systembåren ondskab, som til sidst tillod, inspirerede eller ligefrem påbød en professionel morder at tage Politkovskajas liv. Hun blev 48 år. Fulgt dag og nat I hendes dagbog forstår man, hvorfor et system med Putins ansigt kunne nå til den syge slutning, at Politkovskaja måtte dø. Hun hudflettede magthavere på alle niveauer, helst de højeste. Hun afdækkede korruption. Hun stillede de ubehageligste spørgsmål. Hun lod sig ikke købe. I dagbogen, som nu kommer i en velfungerende oversættelse, fortæller hun, hvordan Putins bevægelse Et Forenet Rusland vinder valg. Hun fortæller f.eks., hvordan alle modkandidater i Saratovområdet i blideste fald presses til at skifte parti, i groveste fald overfaldes med kontant vold. En stædig kritiker af Et Forenet Rusland fik to gange smidt plastikposer med ligrester ind gennem sine vinduer: et par afskårne ører og et menneskehjerte. Hun fortæller, hvordan politikere, systemkritikere og (andre) journalister lader sig presse eller købe til at rygslikke Putin. Hun citerer opgivende kritikere som Grigorij Javlinskij for, at der ikke er demokrati i Rusland i dag, »for demokrati kan ikke lade sig gøre uden en opposition«. Et kendetegn ved det nuværende regime i Moskva er ifølge Javlinskij, »at det ikke blot brutalt knuser enhver opposition, sådan som det også skete under totalitarismen. Dengang knuste systemet simpelthen alle demokratiske institutioner. Men nu tilpasser alle de civile og offentlige instanser sig myndighedernes krav for at tjene deres egne interesser … 95 procent af alle uenigheder bliver i dag løst ved tilpasning eller personudskiftning«. Anna Politkovskaja ville ikke tilpasse sig. Sikkerhedstjenesten FSB fulgte hende tydeligvis dag og nat – dog officielt ikke den dag, hun kunne blive slået ihjel, uden at nogen som helst opdagede noget som helst.
Stærkt indblik
Anna Politkovskaja kalder i dagbogen Putin »en fortræffelig imitator. Når han kan se et formål med det, er han en af jer; når han ikke kan se nogen gevinst ved det, er han jeres fjende. Han er dygtig til at iføre sig andres klæder, og mange har ladet sig overbevise af hans dramatiske evner«.
Hendes dagbog er et ærligt, vredt og kompromisløst anklageskrift mod Putin, hans system og hans lakajer. Hun har ikke været rar at have imod sig, hverken for magthaveren selv eller for de politikere eller journalistiske kolleger, som ikke delte hendes mod og ofte fik hendes harme at mærke. Hun foregiver i dagbogsbladene ikke at kende den eneste sandhed. Men hun insisterer på retten til at skrive om Putin og hans Rusland, som hun selv oplever og dokumenterer det. Og hun er skarp i mælet, detaljeret i sin analyse og både præcis og ubønhørlig i sin kritik.
Alligevel efterlader bogen en væmmelig fornemmelse af, at selv Anna Politkovskaja ikke nåede til kernen i det magtmisbrug, som råder i Rusland i dag, og at Putin lyver, når han frimodigt har hævdet, at Politkovskaja ved sin død er til større gene for Rusland, end hun var i livet. Nej, Anna Politkovskaja og hendes morder har begge vidst, at der var mere at afsløre – mere råddenskab, der kunne få et totalitært system til at stræbe hende efter livet.
For os, der ikke kender Ruslands hverdag, er dagbogen et stærkt indblik – en letlæst nøgle til en kompliceret magtkamp og et forstemmende indblik i en virkelighed, som ikke burde være.
Skakmat
Som Tøger Seidenfaden skriver i sin indledning til den danske udgave af dagbogen, blandede hun journalistiske genrer, som man ellers ville forvente adskilt. Reportager, baggrundsartikler og kommentarer flyder i ét. Indignation, sarkasme, vrede og personlig desperation var Anna Politkovskajas brændstof. Hun var ikke journalist om formiddagen, analytiker om eftermiddagen og kommentator om aftenen. Hun var Anna Politkovskaja hele døgnet. En vågen journalist og en blændende systemkritiker i ét hæsblæsende regi.
Hun skriver ligetil, »pludselig begyndte Putin at råbe op som en torvekælling eller som en fangevogter i et fængsel«, og med et herligt nærvær og en imponerende autoritetsløshed, der naturligvis var hele pointen i hendes liv og journalistik.
Om den tidligere udenrigsminister Jevgenij Primakov hedder det i et dagbogsblad i december 2003, at han »fortsatte med det, ingen andre har ydmyget sig til at gøre offentligt her i landet de sidste næsten 20 år, siden før Gorbatjov, nemlig at slikke Den Store Leder bagi og sværge, at ingen udtrykker sig mere vidunderligt end han …«. Alligevel skulle Politkovskajas autoritetsløshed ikke tages for givet, allerede fordi den i sig selv indledte den uundgåelige nedtælling til hendes død. Stillet over for så håbløse odds bevarer hun alligevel humoren igennem de tre års dagbog gennem 2003, 2004 og 2005. Om skakmesteren Garri Kasparov fortæller hun, hvordan han blev overfaldet af en voldsmand, der kom hen til ham med et skakbræt under påskud af et ønske om en autograf, skønt brættet havde andre formål: »Da Kasparov havde sundet sig lidt, sagde han: »Det er et held, at det er skak, folk spiller her i landet, og ikke baseball«. Svamp eller menneske
