Lad os være pinligt ærlige og krybe til bekendelse helt fra starten af: På ét eller andet tidspunkt i vores liv har vi alle udtalt os om en bog, vi ikke har læst. Det er måske endda hændt flere gange, ja det sker måske tilmed jævnligt. Det er i hvert fald den bagvedliggende antagelse i Pierre Bayards seneste værk ’Comment parler des livres que l’on n’a pas lus?’ (Hvordan taler man om bøger, man ikke har læst?). Og lad os slå det fast med det samme. Hvad der umiddelbart kunne passere for en pudsig spøgefuldhed, er skam ment i ramme alvor (om end med et subtilt glimt i øjet). For Bayard selv er ingen løsagtig skælm, der blot vil udgive en lille løjerlighed, der kan bruges som mandelgave til jul.

Næ, han er skam både psykoanalytiker og litteraturprofessor ved de parisiske litteraters helligste højborg: Sorbonne. Og hans formål er ingenlunde at tale dovenskabens sag eller levere et provokerende defensorat for samfundets åndløse kulturfilistre. (For som George Bernard Shaw sagde: »læser folk, fordi de er for dovne til at tænke selv«). Underviser i ulæst stof Hensigten er derimod at gøre op med det massive hykleri, der hersker i litterære kredse, hvor alle dagligt taler om bøger, de ikke har læst, men hvor det regnes som den værste helligbrøde at sætte ord på dødssynden. Vi tvinges ud i løgnen af den litterære sociale kodeks, ifølge hvilken det er næsten lige så utilgiveligt at indrømme blot at have skimmet et af den litterære kanons hovedværker som slet ikke at have læst det. Bayard tager imidlertid resolut fat om den boglige maskerades dobbeltmoralske rod og konstaterer lakonisk: »Selv en stor læser har kun adgang til en uendeligt lille del af den eksisterende litteratur. Og han vil derfor på et eller andet tidspunkt være tvunget til at udtrykke sig om bøger, han ikke har læst – medmindre han konsekvent undlader at give sig i kast med enhver form for konversation eller skriftlig udfoldelse«. Ja, faktisk, skriver Bayard med forbilledlig og overraskende ufransk ærlighed, hænder det ganske ofte, at han i sin undervisning må berøre værker, han aldrig har læst eller kun har gennembladret kursorisk (han mejsler ligefrem i sten, at han aldrig har læst James Joyces ’Ulysses’ eller for den sags skyld Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’). Sådan. Med så utilsløret en tilståelse bliver man jo nødt til at tage mandens ord alvorligt. Seks minutter er nok Med alle de prætentiøse parader nede kaster Bayard sig derefter ud i en interessant kategorisering, der bugner med lige dele litterære eksempler, aforismer og belæst lunefuldhed. Indledningsvis slår han fast, at ikke-læsningen langt fra skal forstås som det totale fravær af læsning. Tværtimod. Det er en krævende aktivitet, der går ud på at orientere sig i litteraturens enorme hav af bøger uden dog at drukne i dem. For som han skriver: at være kultiveret indbefatter ingenlunde at have læst en række bestemte bøger, men derimod i at besidde evnen til at anbringe bøgerne og deres forfattere i den rette litterære kontekst. Derfor kan man udmærket kommentere en bog, som man kun har ladet øjnene glide igennem. Ja, det er måske ligefrem den mest effektive måde at gøre det på, da man således ikke fortaber sig i bogens detaljer. Det er således præmissen for en af de væsentligste kategorier i hans forsøg på en ikke-læsningens typologi: Bøger man har gennembladet. Ifølge Bayard bør hastig skrålæsning renses for enhver skam. Som rygdækning for denne kætterske holdning citerer han den store forfatter og satiriker Oscar Wilde, der mente, at bøger ikke var helt ulig vin: og ligesom ingen ønolog vil hævde, at det er nødvendigt at nedsvælge hele tønden for at udtale sig om, hvorvidt vinen er god eller blot værd at drikke, må seks minutters læsning ifølge Wilde være nok til at bestemme en bogs beskaffenhed og afgøre, om den er væd at læse til ende.
Tidsbesparende fremskridt Bayard er klar over, at han bevæger sig ind i et mineret spinatbed, og derfor trækker han da også tunge veksler på store forfattere som f.eks. Paul Valéry – ikke-læsningens mester, der aldrig så det som en hindring for at tale længe og inderligt om et værk, at han ikke havde læst det. Gulvet begynder imidlertid at knirke faretruende under Bayard, da han introducerer den temmelig æteriske kategori: Bøger man kun har hørt om. Men vupti drager han en af de tunge drenge frem af reolen som alibi: Umberto Eco. I romanen ’Rosens navn’ lader Eco således William af Baskerville deducere sig frem til indholdet af Aristoteles’ ukendte anden Poesi-bog ud fra en grundig efterforskning på et uheldssvangert munkekloster. Bogen behandler emnet humor, og klostrets overhoved Jorge opfatter den som så farlig for kristendommen, at han har smurt gift øverst på siderne, så alle der forsøger at læse bogen, omgående lider et smertefuldt endeligt. Baskerville er derfor lovligt forhindret i at læse bogen, men formår alligevel at få et tilbundsgående indblik i bogens indhold. Bayards grundige gennemgang af ikke-læsningens fortræffeligheder afsluttes med et lystigt og i grunden ganske ræsonnabelt forsvar for oprettelsen af ikke-læsning som et fag på landets universiteter. Her støtter han sig endnu en gang til Wilde, der i sin tid undrede sig over, at de lærde evig og altid beflitter sig med pensa og læselister, selv om det vigtigste i virkeligheden er at advare de yngre generationer om, hvilke bøger de absolut skal forsøge at undgå. Det ville virkelig være et tidsbesparende fremskridt, mente Wilde – en af historiens allerstørste ikke-læsere, der selv offentligt proklamerede aldrig at læse en bog, han skulle anmelde, »for ellers er det så vanskeligt at være upartisk«.