Bibelen er ikke en hvilken som helst bog.

Men den er for hvem som helst. Og verden er da også fuld af børnebibler. Ofte er de ringe illustreret og tungt fortalt. Det er der nu sat en stopper for med ’De mindstes Bibel’. Tre lyse sind sørger for ny næring til barnetroen: Synne Garff ved tasterne samt Lilian Brøgger og Cato Thau-Jensen ved penslerne. Lysest er fortælleren. Synne Garff har ramt en glædesfuld tone, der hopper af iver for at få berettet om alle de underlige og -fulde begivenheder. Hun er selv lidt spændt. Hvad vil Gud gøre ved Adams tungsind og ensomhed? »Det går da slet ikke, sagde Gud til sig selv«. Taler Gud med sig selv? Nej, men han taler med Synne Garff, og han beder hende bevare forundringen. »Der sidder en flamme på dit hoved, udbrød Thomas og pegede på Johannes«. Sådan introduceres Helligånden. Den fortabte søn bliver til »Drengen, der gik sin vej«. Det er ligesom nemmere at forstå. Og han havde det heller ikke for sjovt: »Jeg keder mig. Det er ikke til at holde ud. Alle dage ligner hinanden. Mandag er lige så kedelig som søndag«. Det antydes, at drengen har moret sig undervejs på rejsen, for han »kyssede vist også en masse damer«. Og fra nu af lyder det tiende bud således: »Du må slet ikke være misundelig på nogen«. Myriader af idéer Det er svært at finde noget, som Synne Garff har glemt. Prædikernes bog måske? Så hellere glædes over, hvad hun har husket. Det er stort at lade en Bibel for begyndere slutte med Johannes’ åbenbaring. »Skriv, Johannes! Skriv! Kom det fra Gud. Det skal jeg nok, svarede Johannes og gjorde sin pen klar«. Her er, hvad han skrev: »Der vil blive fred på Jorden«. Sådan slutter Synne Garff optimistisk og i dur. Oprindelig var Cato Thau-Jensen den udvalgte. Jobbeskrivelsen lød på en overdådighed af billeder. Så i stedet for at gå kold i projektet valgte han at alliere sig med Lilian Brøgger. De deler tegnestue, humor og billedsyn. Det kan i forvejen være svært nogle gange at se forskel på de to tegnere. I børnebibelen er det for det meste helt umuligt. De har heller ikke nøjedes med at lave hver sin tegning, men har ihærdigt broderet videre på den andens. Det er en uhørt arbejdsform, som må resultere i overblik og sammenhæng. Men det gør det ikke. Noget er gået galt. Der mangler en bund. Der mangler en tone at binde det hele sammen med. Opslag efter opslag sprudler af suveræn tegnekunst. Der er myriader af idéer, men der mangler én idé. Det stritter. For det meste tåler tegningerne hinanden, men det kan gå helt i skoven som på det opslag, hvor den hjemvendte søn fejres i festligt gult lag på venstresiden (Lillian Brøgger?), mens den gerrige tolder Zakæus skumler gråt over sine mange penge på højresiden (Cato Thau-Jensen?). Det er direkte uskønt at se på. Med alle de midler, der er puttet i projektet, skulle der have været overskud til at koordinere synsindtrykkene. Blå kat og Elvishår Ikke ét ondt ord om Jesus i cowboystøvler og glorie eller Josefs forsøg på at skaffe logi på missionshotellet. Der er meget lidt af den slags. De fleste tegninger er ærlige livtag med myterne og den gode historie. Det giver sig udslag i mange forskellige billedsprog. Lige fra grafik og trivi og høje himle til en hilsen til en tegnerkollega. Bogens skønneste billede viser den lille familie og dyrene i stalden under stjernens skær. Det virker som et af fællesarbejderne. Og det viser, hvad projektet kunne være blevet til, hvis der havde været aftalt et mere ensartet sprog. Lige over for er tegnet tre henslængte bodybuildertyper med Elvishår, som vogter dyrene på marken. På forsiden af ’De mindstes Bibel’ racer Adam og Eva af sted igennem Paradiset på ryggen af den blå kat. Katten dukker op til allersidst på skuldrene af Johannes. Men den ligner ikke en fredskat. For nogle år siden illustrerede Cato Thau-Jensen Louis Jensens ’Den frygtelige hånd’ ved at lade et bånd af små sort-hvide vignetter løbe nederst på den smalle side. De blev gentaget med ujævne mellemrum og skabte en stærk, dramatisk effekt. Det er ikke, fordi han skulle have gentaget succesen her alene eller sammen med Lilian Brøgger. Det er heller ikke, fordi staldbilledet nødvendigvis er den indlysende, samlende fællesnævner. Men noget burde være forsøgt.