Vi havde en håndfuld venner til frokost en af de lange varme dage sidste sommer.

Ud på eftermiddagen siger en af dem, at han for resten skal ind på Riget i morgen og have boret hul i ryggen. Der er fundet en plet på lungen. Da jeg hørte det med hullet i ryggen, tænkte jeg, at endelig bliver han så den alf, jeg altid har syntes, han er. Tanken varede selvfølgelig kun den brøkdel af et sekund, det tog at komme frem til pletten. Så forstod jeg alvoren i situationen. Sammenkomsten ændrede karakter fra det øjeblik. Hidtil havde vi pludret om, hvad der sådan faldt for. Nu fik ordene vægt. I en diskussion vil man gerne have det sidste ord. Nu frygtede vi alle pludselig at få det.