Uddrag

Sikke et ekspeditionstempo! Nu har præsidenten allerede underskrevet loven om afskaffelse af de direkte valg af guvernører. Det er første gang nogensinde, en lov er kommet så hurtigt gennem Dumaen og Føderationsrådet, og alt sammen for at Putin fra 1. januar skal slippe for at have mere vrøvl med guvernørerne eller behøve at gå og være nervøs for, at de skal vise sig usamarbejdsvillige. En tsar skal ikke behøve at have samarbejdspartnere, kun tjenende ånder. Flere af de dræbte børn fra Beslan er endnu ikke blevet identificeret og begravet, men det er ikke et spørgsmål, præsidenten prioriterer. Forældrene bliver i stadig større omfang overladt til selv at løse problemerne. Det eneste, der betyder noget, er at få ændret magtstrukturerne, så de passer bedre i Putins kram. Beslantragedien er folk allerede så småt begyndt at glemme. Det efterår, der begyndte med den første skoledag over hele landet den 1. september, er nu forbi, og i år er der bestemt ingen, der har fået det bedre af, at det er blevet rigtig vinter. Især ikke de familier i Beslan, hvis børn endnu ikke er blevet fundet, så de ikke har kunnet holde begravelse og ikke har nogen grav, hvor de kan sørge. Hverken Zjorik Agajev, Aslan Kisijev, Zarina Normatova – alle tre født i 1997 og altså elever i de mindste klasser – eller 11-årige Aza Gumetsova er blevet fundet. Zifa, 7-årige Zjorik Agajevs mor, går praktisk taget ikke uden for en dør. Det tør hun ikke, for hvad nu hvis han pludselig kommer hjem en dag? »Hvad nu hvis han kommer, og jeg så ikke er hjemme! Hvad ville det være for en modtagelse?« siger Zifa og smiler indadvendt. Hendes mund er skæv; hun blev selv alvorligt såret under befrielsesaktionen. »Jeg ved, at der er folk her i byen, som tror, jeg er blevet sindssyg, men jeg er ikke sindssyg. Jeg er bare sikker på, at min Zjorik stadig er i live. Han bliver stadig holdt som gidsel et eller andet sted«. De familier, hvis børn stadig er meldt savnede, deler sig i to grupper. Nogle er ligesom Zifa overbeviste om, at deres børn fortsat bliver holdt som gidsler. Andre tror, deres børn er døde, men er blevet forvekslet med andre og blevet begravet af andre familier ved en fejl. Hvis Zifa Agajeva er blevet mærkelig, har det grunde, som gud give, at ingen af os andre må komme til at opleve. Hun var det gidsel, der gav børnene i skolens gymnastiksal mælk fra sine egne bryster, da de var ved at omkomme af tørst. (Hun havde fulgt Zjorik og hans ældre bror i skole den 1. september, men havde ladet sin spæde datter blive hjemme.) Hun ammede dem, der sad nærmest, eller pressede den livgivende væske ud af sine bryster én dråbe ad gangen og gav den til de omkringsiddende børn på en ske. »Zjorik kommer tilbage, og så bliver alt igen ligesom før. Ved De, den 3. september blev der pludselig så stille i salen. Terroristerne var gået et eller andet sted hen, og der var i forvejen ikke ret mange af dem derinde. Folk var allerede begyndt at kravle hen over de snubletråde, de havde spændt ud med forbindelse til sprængladningerne; vi var ligeglade med alt. Jeg var begyndt at få hallucinationer og så mig selv ligge i en kiste. Bagefter syntes jeg, jeg hørte en af terroristerne råbe: ’Agajeva, jeg har taget vand med til jer. Værsgo!’ Jeg må have skræmt Zjorik, for han satte sig længere væk fra mig«. I det samme blev Zifa slynget ud ad et af vinduerne af en kraftig eksplosion. Alle de, der havde siddet rundt om hende, brændte til døde. Den ene halvdel af hendes ansigt blev vansiret; hun har allerede været gennem flere operationer og skal have flere endnu. Der er stadig fire granatsplinter, lægerne ikke har kunnet fjerne. »Men alle disse ar og splinter betyder ingenting. Zjorik er den eneste, der betyder noget. Når han kommer hjem, skal vi holde fødselsdag for ham«, gentager hun igen og igen. »Og jeg vil råbe: »Se, alle sammen! Zjorik er hjemme igen!«. Jeg vil aldrig mere lade ham gå nogen steder uden mig ... Jeg vil ikke finde mig i, at de kommer her i huset med deres poser. Zjorik lever!«. Nu lyder hun desperat. »Zjorik i en af deres poser? Aldrig!«. »Poser« er det, de i Beslan er begyndt at kalde ligposerne med menneskerester, som bliver bragt tilbage til byen fra hærens ligkælder i Rostovna-Donu for at blive identificeret. Zjorik er endnu ikke blevet identificeret, selv om der er flere uidentificerede ligrester af drenge på hans alder. Hvad er grunden til denne langsommelighed? Nu er Zifa faldet til ro og lyder bare som en mor, der er knust over tabet af sit barn: »Når Zjorik kommer hjem, tager jeg ham med op til Dzasokhov og Putin«. [Dzasokhov er den ossetiske* præsident] »og siger til dem: »Se på ham! Her er en engel, som I to ingenting gjorde for at redde!«. Bagefter tilføjer hun hviskende: »Jeg vil aldrig kunne få mig selv til at spise hindbærsyltetøj igen. I de første to timer var vi forfærdelig bange, for min ældste søn, Sasja, var et andet sted på skolen. Zjorik råbte: »De har slået ham ihjel!«. Jeg sagde: »Nej, nej. Det her er bare en filmoptagelse«. Zjorik sagde: »Men hvorfor føles det så virkeligt? Og hvad er det røde, der kommer løbende hen ad gulvet imod os?«. Jeg sagde: »Det er bare hindbærsyltetøj, Zjorik«. Marina Kisijeva er 31 år og bor i landsbyen Khumalag, tyve minutter i bil fra Beslan. Hun mistede sin mand, Artur, og sin søn Aslan under gidseltagningen på skolen. Aslan var 7 år og skulle begynde i 2.a. I dag er Marina alene med datteren Milena, der er 5 år og alt for alvorlig for sin alder. Hun spørger aldrig, hvor hendes bror er blevet af. Men hun nægter stadig at gå i børnehave, og i lang tid besvimede hun, hver gang hun hørte en af kvinderne i etageejendommen græde eller råbe op. Aslans klasselærerinde, Raisa Kambulatovna Dzaragasova-Kibizova, fortalte bagefter, at Artur havde været klassens bedste far. Det var ham, der insisterede på, at Aslan skulle i den bedste skole i Beslan, og det var ham, der kørte drengen i skole hver morgen, selv om han både havde arbejde og studerede ved siden af. Marina viser mig hans sidste semesteropgave, ’Om opståelsen af rettigheder’, som han skrev til Juridisk Fakultet på Pjatigorsk-filialen af Det Russiske Universitet for Handel og Økonomi. Artur var netop kommet hjem fra Pjatigorsk dagen inden skolestart for selv at følge sin søn i skole den 1. september. Marina havde egentlig planlagt også at tage med, og det skyldtes en tilfældighed, at hun blev hjemme. »Hvorfor tog jeg dog ikke med? Jeg ville have fået min dreng ud af gymnastiksalen! Aslan var en sjov lille fyr med flapører. Alle elskede ham. Han var meget genert«, fortæller Marina og kniber øjenbrynene sammen. Hun vil ikke græde, mens Milena ser det. Artur blev dræbt næsten straks. De skød ham den 1. september, efter at terroristerne havde taget mændene med ud for at afspærre bygningens døre og vinduer og hænge sprængstoffer op. Artur sagde angiveligt: »I havde vel ikke troet, jeg selv ville være med til at myrde børnene?«. Så skød de ham. Aslan sad alene tilbage i gymnastiksalen uden sin far. Han kravlede hen til sin klasselærerinde, Raisa, og holdt sig ved siden af hende næsten til det sidste. Han spurgte hende hele tiden: »Hvor er Artur? Hvor er Artur?«. Raisa Kambulatovna er 62 år. Den 1. september havde hun 40-års jubilæum som folkeskolelærer. »Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle fejre mit jubilæum uden at få blomster, liggende under en kugleregn«. Som mange erfarne kvindelige lærere sidder Raisa Kambulatovna meget rank med hovedet højt hævet, selv nu hvor der er blevet indledt en hetzkampagne i Beslan – startet og holdt i live af FSB-agenterne og medarbejderne fra Statsadvokatens kontor – om at folk bør søge efter deres børns »mordere« blandt de overlevende af skolens lærere. »Ja, de prøver at skyde skylden på os og få folk til at tænke: De kan ikke have gjort deres arbejde ordentligt, når de selv overlevede, men ikke passede på børnene. Men De må ikke tro, at nogen kunne have gjort noget som helst for at redde nogen. Der var ingenting at gøre, hverken før eksplosionen, eller da det eksploderede. En lærers pligt er at være som en ældre ven, at vise et godt eksempel og at indgyde børnene styrke. Det var det, vi alle bestræbte os på indtil eksplosionen. Og da den indtraf, var der ingenting, nogen kunne gøre. Den 3. september var de fleste i en døs, var begyndt at få hallucinationer. Jeg gjorde mit bedste for at beskytte Aslan, men var i sidste ende ude af stand til at redde ham. Den 1. september var vi nogle af de første, der blev ført ind i gymnastiksalen, fordi min klasse, 2.a, stod forrest i en af rækkerne, lige uden for døren. Jeg satte mig foran min klasse i salen med børnene og deres forældre bag mig. De hængte sprængstoffer op rundt om mig. Artur Kisijev var der også sammen med sin søn, ligesom de andre. Så bad gidseltagerne fædrene om at træde frem. Fem minutter senere havde de skudt dem ude i gangen. Sådan mistede to af mine elever deres fædre, Misikov og Kisijev. Jeg forsøgte at berolige mine børn og sagde: »De gør ikke børnene noget«. Aslan krøb hen og lagde sig foran mine fødder og sagde hele tiden, at han var sulten. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at skaffe ham lidt at spise. Den første aften sad der en ung mor ved siden af mig med et lille barn, der græd og græd. Hun vuggede ham, men han ville slet ikke holde op. Til sidst kom en af gidseltagerne hen og pegede på hende med riflen og gav hende besked på at få den lille til at være stille. Men til sidst sukkede han og gav hende en flaske vand: »Her er mit eget vand. Giv det til den lille. Og her er også to Marsbar. Prøv at lade ham sutte på dem gennem et stykke stof«. Moderen var bange for, at vandet og chokoladen skulle være forgiftet, men jeg sagde til hende: »Vi slipper alligevel ikke ud herfra i live. Hjælp nu dit barn til at falde lidt til ro«. Hun brækkede noget af det ene stykke chokolade og fik barnet til at sutte på det gennem et stykke tøj. Resten, halvanden Marsbar, gemte jeg bag mig. Jeg gav et stort stykke til Aslan og delte resten ud til nogle af de andre børn fra min klasse. Den anden nat, hvor alle plagedes af tørst, og de ikke længere ville lade nogen af børnene gå på toilettet, sagde jeg til dem: »Gør det bare på gulvet«. Det fik dem til at falde lidt til ro, og de gjorde, som jeg foreslog dem. Drengene fik overskårne plasticflasker at tisse i. Jeg sagde til dem, at de skulle drikke det. Det ville børnene ikke, så jeg drak selv noget urin fra et af de ældre børn, en dreng i 6. klasse, som jeg havde været klasselærer for, dengang han var mindre. Jeg holdt mig med vilje ikke for næsen, for at børnene ikke skulle få indtryk af, at det var ubehageligt at gøre. Bagefter drak de alle deres egen urin, også Aslan. Om morgenen den 3. september bad Karina Melikova, en pige fra 5. klasse, om lov til at gå på toilettet, det gav de hende uventet lov til, og hendes mor, Emma, der selv var lærer på skolen, hviskede til hende, at hun skulle pille nogle blade af potteplanterne på inspektørens kontor, for de havde revet nogle af gulvbrædderne op på kontoret og brugte hullet som toilet. Karina havde held til at få nogle blade med, som hun gemte mellem siderne i en notesblok og havde med tilbage til gymnastiksalen. Dem gav vi børnene at spise, så Aslan fik også lidt at spise den dag. Både Karina og hendes mor blev dræbt. Hvem har skylden for det? ... Jeg mistede Aslan af syne, lige før det var forbi.