I Europa gør de det. I USA gør de det også, men ikke så tit. I Afrika gør de det rigtig meget, endda mere end i Sydamerika. I Japan gør de det nærmest ikke. Har sex – med andre end den, de er gift med. Det viser Pamela Druckermans bog ’Lust in Translation’, der tager udgangspunkt dels i konkrete historier om utroskab fra forskellige lande, dels i tidligere forsøg på at definere og dokumentere fænomenet. For nemt er det ikke at indkredse utroskaben, for det første, fordi folk har svært ved at tale om den. Nogle – kvinder generelt, og kvinder fra USA specielt – bagatelliserer deres affærer, mens andre blærer sig med dem (som regel mænd og som regel dem, der bor under varmere himmelstrøg). Det farver naturligvis statistikkerne, men Druckerman må alligevel efter sine omfattende undersøgelser i USA, Frankrig, Sydafrika og Japan konkludere, at »verdens største risikofaktor for at være utro er at være mand«. Dertil er der store kulturelle forskelle på, hvad utroskab egentlig er. I Finland, for eksempel, er der forskel på at gå i seng med en anden end sin kone og så at gøre det, »bare fordi man er fuld«, ligesom det i Japan ikke regnes for utroskab, »hvis man betaler for det«. I Frankrig er utroskab en hel subkultur, hvor sex uden for ægteskab accepteres og behandles som en pragmatisk håndtering af menneskets modsatrettede impulser. »Sex uden for ægteskab bliver først ’utroskab’, i det øjeblik din mand finder ud af det«, som en fransk kvinde forklarer. En anden franskmand uddyber: »Jeg bad min kone gang på gang om at gå i noget lækkert, mere sexet tøj og at gå til frisør«. Da hun ikke lyttede til hans råd, tog han sig en elskerinde – uden den mindste skyldfølelse.
Græsset-er-grønnere-syndromet Mens akademikere vælger værdineutrale termer som ’simultant partneri’ og ’seksuel networking’, når de taler om utroskab i videnskabelig sammenhæng, er lokalbefolkningen mere farverig i deres beskrivelser af akten. I Rusland ’lister man til venstre’, når man har en affære, mens israelerne ’bestiller en sideret’. Nogle steder anses utroskab for en sport – som i Irland, for eksempel, hvor utro mænd ’spiller offside’, mens de i England er ’på udebane’. Hollænderne har det mere mystiske udtryk for utro ægtefolk, at de ’kniber katten i mørket’. Mens franskmænd, finner og japanere har det rimelig afslappet med udenomsægteskabelige affærer, tager amerikanerne dybt moralsk afstand fra utroskab. For dem er det mest forkastelige ved den bedrageriet, og når løgnen anses for hovedproblemet, bliver talen om sandheden løsningen. Så i modsætning til den franskmand, der »droppede terapien, da han fandt sin elskerinde, fordi han endelig var lykkelig«, er et ægteskabsbrud på amerikansk jord som regel også begyndelsen på en lang og bekostelig tur i parterapi for at få sat ord på, hvad der gik galt og hvorfor. Ud over 50.000 terapeuter med speciale i ægteskabsproblemer indeholder den amerikanske ægteskabs-industri, som Druckerman kalder den, således en endeløs række af kurser i ægteskabsproblemer (’Smart Marriages’, ’Divorce Busters’) samt en række selvhjælpsbøger om emnet (’Avoid the Greener Grass Syndrome’ f.eks.). Druckerman kommer også kort ind på de affærer, »man kan have uden at tage tøjet af«, nemlig affærer over internettet, og det er en form for utroskab, der egentlig underminerer bogens præmisser. For her i cybersex kan man have »følelsesmæssige affærer« på kryds og tværs af nationale, kulturelle og institutionelle grænser.

Her kan alle have sex – med alle.