Der er nok ikke mange, der synes, de har råd til at købe denne lille, tynde bog med tre historier og et knækprosadigt i. Heller ikke selv om Søren Jessen har illustreret ’Danser med djævle’. 199 kroner er dog en slags penge. Så man burde i stedet forære Peter Mouritzens gys væk på gaden! Der er nok en del, som vil forundres over, at en hårrejsende bog for store børn kan være så godt fortalt. Og illustreret. Peter Mouritzen har aldrig skrevet lange romaner (for børn). I stedet har han (gen)opdyrket novelleformen til ekstrem, kortfattet tydelighed. Alt fedtet er kogt væk, inden han serverer den gysende gryderet. Denne gang om jul og isvinter. I verden og i hjemmene. Tonen er bestemt ikke hårdtpumpet. Snarere stryger han blidt sin læser mod hårene. Sådan arbejder han nu bedst. De tre korte fortællinger handler om indkapslet desperation og ensomhed. Om drenge, der ikke ved, hvad det vil sige at være drenge. Om tilfældigheder, ulykker, øgler og en djævelsk vikar. De langsomt vrikkende, syngende snemænd er toppen af gys. Så slutter Peter Mouritzen af med at fortælle om dengang, da han gik på danseskole. Det var en traumatisk tid, som har berørt både hans forhold til dans og til piger. Først undrer man sig. Så indser man, at hér ligger nøglen til det hele. Han dansede med djævle. Det hele kunne ikke være gjort uden Søren Jessens skarpe, træfsikre billeder. De rammer som en forhammer. Måske har tegneren også gået til dans?