Den afdøde franske sociolog Pierre Bourdieu har mange fans og followers.
Jeg tror, de bliver skuffede over denne bog med den ellers så lovende titel, for den er skrevet helt utroligt uklart. Fransk intellektualisme, når den er værst. Den gamle vits om intellektuelt arbejde i Tyskland, Frankrig og England rinder én i hu. Opgaven går ud på beskrive elefanten. Tyskeren sætter sig i tårnkammeret og udvikler ideen om elefanten, englænderen tager på ekspedition i Afrika og Indien og vender hjem med tonsvis af empiri nogle år senere, mens franskmanden slentrer ud i Paris’ Zoo med en flaske vin, papir og kulblyant og kaster nogle streger ned på papiret. Bourdieus ambition er ellers relevant nok: Hvorfra stammer kategorierne maskulinitet og femininitet? Hvorfor har det maskuline princip (og mændene) historisk trynet det feminine princip (læs: kvinderne)? Fra hvilke mørke kilder strømmer maskulinitetens symbolske vold? Hvilke institutioner sørger for, at den kønslige opdeling eviggøres? Bourdieu, der godt er klar over, at empiri kan være en fordel, lægger ud med at præsentere eller måske snarere nævne det berbiske samfund i Kabylien, fordi dette samfund angiveligt er et enestående stykke virkelighed at udlede kønskategorier fra, men det bliver ved snakken. Man(d) forbliver i ordstrømmenes nonsens og nærmer sig aldrig de enestående bjergbønder. Klar tale Bourdieu vedgår indledningsvis sin (forståelige) inspiration fra den engelske Virginia Woolf, geniet, der lod romaner være ramme om sin revolutionære kønsudforskning. I afsnittet om Kabylien får man pludselig på fornemmelsen, at Bourdieu faktisk imiterer den argentinske forfatter J. L. Borges. Er dette her en spøg? Måske en artikel til et af Borges’ ikke-eksisterende leksika om et ikke-eksisterende land, spørger man sig selv med et grin, men desværre. Nej. Bevares, undervejs i bogen, som ikke kun er pinefuld læsning, er der mange glimt af indsigt. Bourdieu gennemtygger, tror jeg nok, hele det kønspolitiske landskab, som man nu engang kan gøre det, når man er barn af den teorifetichisme, som venstre Seinebred har lukket ud i verden så længe, og han sætter fingeren på mange ømme punkter. I bedste fald er hans bog en slags katalog over alle de sindrige aspekter og mekanismer, der må med i den bog om maskulin dominans, som en kønsforsker med den angelsaksiske forskningstraditions respekt for empiri og klar tale ville kunne begå. I et efterord siger franskmanden nærmest undskyld. I et efterord til efterordet siger danske Carsten Sestoft også en slags undskyld på Bourdieus vegne. Han vedgår, at den franske sociologs »komplicerede og repetitive skrivemåde kan virke enerverende«, og at »det kan være vanskeligt at finde ud af, hvordan man rent praktisk skal bruge Bourdieus sociologi«. Så klart kan det siges.
