I begyndelsen, hvor han havde vinden i ryggen, blev det ikke klart, men da strømmen gik ham imod, førte hans absolutte danskhed ham ind i et ødelæggende had til det, han anså for udansk«.

Nej, dette er ikke sagt om Søren Krarup, men bemærkelsesværdigt nok sagt af Søren Krarup i 1964 om digteren Harald Nielsen i en artikel i Tidehverv. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke citatet med rette kunne gøres gældende på Krarup selv. Har han, og med ham ved rorpinden hele Tidehverv, ikke også udviklet sig til en radikal national-romantisk bevægelse, hvis absolutte danskhed indebærer et destruktivt had til alt, hvad der er udansk? Dette mere end antydes af cand.theol. Mette Kathrine Grosbøll, der netop har fået udgivet bogen ’Teologisme – Om Tidehvervs vej til Christiansborg’. Grosbøll redegør særdeles grundigt for Tidehvervs udviklingshistorie, der indtil videre er kulmineret i fætterparret Krarup og Langballes partipolitiske engagement på Christiansborg. Det er bogens tese, at Tidehverv stik imod Krarups postulater om det modsatte har ændret karakter og dermed svigtet de principper, der oprindelig kendetegnede bevægelsen – der ikke ville være nogen bevægelse. Organ for en national-romantik Oprindelig var Tidehverv blot et tidsskrift, hvor kultur- og samfundskritiske teologer revsede alt det, de anså for at være en ugudelig sammenblanding af religion og politik, og samtidig kritiserede de samtidstendenserne til at gøre kristendommen til en etisk eller politisk ideologi.