Det lyder som en fejl, en fordrukken snublen over et ord: ’Blook’. Men sådan hedder den nu engang, den nye litterære genre, som er et frontalsammenstød mellem de to engelske ord book og blog. Bedst kan ordet oversættes til weblogroman, som vist heller ikke ligefrem kan kaldes elegant. Eller særlig dansk for den sags skyld. Men vi kan lige så godt vænne os til det. I går blev The Lulu Blooker Prize til verdens bedste blook uddelt i New York. Og i dag lander den første danske udgivelse i genren hos boghandlerne og ligner måske nok ved første øjekast de bogtitler, den holder med selskab. Men en blook er nu engang en bog, som er født på nettet. Her har forfatteren skrevet den frem på sin personlige blog og ladet den møde sine læsere undervejs i skriveprocessen. Først senere har et forlag valgt at gøre den til en fysisk størrelse af papir. Fordi den er blevet en virtuel succes. Årets Blookerpris gik således til den 31-årige tidligere amerikanske iraksoldat Colby Buzzell. Han blev forfatter ved et tilfælde efter at have slået tiden ihjel med daglige besøg på en internetcafe i militærbasen i Irak, hvor han på sin blog nedfældede tanker om kaos, frygt og døden udenfor, mens Metallica lød fra hans iPod og sidekammeraterne surfede efter porno. Krigsskildringen, som Colby Buzzell udfolder, er dermed en helt anden, end den man kender den fra de amerikanske mainstreammedier, og det honorerede hans læsere. På et tidspunkt modtog han over 100 mail om dagen. Og selve bogudgivelsen ’My War: Killing Time in Iraq’ er siden blevet en bestseller, som allerede er oversat til syv sprog og altså nu kan kalde sig verdens bedste blook. En af Blookerprisens dommere, den amerikanske debattør, forfatter og onlineklummeskriver Arianna Huffington, motiverede i går komiteens valg således: »Blogs er af natur personlige, passionerede, rå, intime og direkte. Buzzell tager aldrig den nemme vej ved at beskrive Irak i sort-hvide nuancer. Hans beretning lader kød og blod – og vrede, foragt, galde og overraskende humor – være en del af Irakfiaskoen«. Gatekeepers væltet omkuld Den danske forfatter, der i dag debuterer i genren, er 27-årige Charlotte Heje Haase. Det navn vil ikke sige særlig mange noget – nok heller ikke, når man tilføjer, at hun har en mastergrad fra Goldsmiths College, London. Men under pseudonymet Spacemermaid har hun de sidste tre år skrevet en daglig privat blog, som er blevet en af Danmarks mest besøgte med 2.500 daglige læsere på avisen Urbans hjemmeside. Her har hun trofast skrevet tekster om emner i kategorien ’kærlighed’, ’tømmermænd’, ’orgasme’ og ’jagten på livets mening’, som Politikens Forlag nu har valgt at udgive i papirversion under titlen ’1001 tårs tøsetanker’. Men er man godt skrivende på engelsk, behøver man ikke længere at bekymre sig om forlagsredaktørers accept. Eller om at placere sig i en krigszone for den sags skyld. På lulu.com, der finansierer The Blooker Prize, kan enhver med et engelsk ordforråd skrive sit eget manuskript. Her bor forfatterens ord alene i cyberspace, indtil en køber beslutter sig for at have papir mellem hænderne. Derefter bliver manuskriptet lyntrykt, sendt til sin læser, og en blook med tilhørende forfatter er født. Manden bag ideen, amerikaneren Bob Young, er da heller ikke sen til at hylde sit eget påhit. Efter fem år ved roret tilbyder han nu 200.000 forskellige titler fra 80 forskellige lande: »Blooks er den nye bog – en litterær hybrid i krydsfeltet mellem både litteratur og teknologi«. Andre – mere intellektuelle – fortalere for genren fremhæver især det demokratiske princip. Den britiske journalist og forfatter Nick Cohen, der også er dommer i konkurrencen, hyldede forleden i engelske The Observer i høje vendinger genrens fremtidige potentiale. For den varsler, ifølge briten, ligefrem »en ny demokratisk tidsalder, hvor den nuværende elites snobberi og censur bliver væltet omkuld af en tsunami af ’brugergenereret indhold’«. Han mener dermed, at kulturens nuværende gatekeepers, altså avis- og forlagsredaktører, og de store film- og tv-moguler, der bestemmer, hvem der får lov at slå igennem, vil blive væltet omkuld, mens »enhver, som har noget at sige, vil sige det – endelig«. Men ikke alle mønstrer samme begejstring. For genren deler vandene. Hvad skal vi med almindelige menneskers banale ytringer, lyder det fra kritikerne. Digital narcissisme De første ord til det, som siden blev verdens første blook, blev tastet for syv år siden. På japansk selvfølgelig. Fra sin hjemmecomputer rapporterede en anonym mand om sit ukærlige ægteskab med kvinden, som han på sin blog gav navnet Dæmonkvinden: Den japanske frue stjal hans mad fra tallerkenen, smed ham ud af sengen og lod ham sove – ganske forkølet – i en kold stue og sendte ham på indkøb i orkan. En stor succes, der som bog har kunnet fejre bestsellerstatus under titlen ’Dæmonkvindedagbogen’ – og som siden desuden er blevet til et tv-drama, en tegneserie, et videospil, mens en filmatisering er på trapperne. Og den er nu bare én ud af ca. 300 bøger baseret på blogs i Japan. Men også i USA er blooks begyndt at fylde hos boghandleren. Det hidtil mest kulørte eksempel er Jessica Cutlers ’The Washingtonienne’, som blev til, mens den 26-årige kvinde arbejdede i den amerikanske kongres for den republikanske senator Mike de Wine fra Ohio. Det var der sådan set ikke noget odiøst i, havde det ikke været for hendes online-rapporter om de seks seksuelle affærer, hun samtidig havde kørende – bl.a. med en gift mand, som arbejdede i Bush-administrationen, en kendt rig Washington-advokat med sadistiske tilbøjeligheder og en ansat højt i hierarkiet hos den demokratiske senator Joe Lieberman. Jessica Cutler skrev på nettet kun sine elskeres initialer, men da hendes identitet blev afsløret i pressen, blev mændenes identitet ligeledes afluret, og kvinden blev fyret – officielt for misbrug af kontorets computere. Bloggen blev siden udgivet, og et forskud på 100.000 dollar var hjemme til den tidligere kontorpige. Det er især tendensen til at blotte sig på skrift, der har fået kritikerne på banen. Andrew Keen, en tidligere it-entreprenør, kalder den for digital narcissisme. I sin kommende bog ’Cult of the Amateur: How Internet is Killing Our Culture’ angriber han kritisk den nye strømning og kalder den overfladisk og farlig. Til britiske The Guardian siger han: »Det er forførende, i den forstand at det forleder folk til at tro, at de har mere at sige og er mere interessante, end de i virkeligheden er«. Også den feministiske amerikanske forfatter Naomi Wolf har langet ud efter tendensen til internetbaseret blottelse. Hun betragter Washingtonpigen Jessica Cutler og repræsentanter for hendes generation som uetiske, fordi de har overtaget den seksuelle frigørelse, men har renset den for feministisk ideologisk substans: »De er døtre af feminister. Men det feministiske budskab om selvstændighed er blevet filtreret gennem den pornofikserede kultur. Budskabet, som de har taget til sig, er udelukkende: Slip dig selv løs seksuelt«, siger hun til Washington Post, hvor hun fortsætter: »Ulempen er, at vi har opdraget en generation af unge kvinder – og mænd – som ikke forstår seksuel etik såsom: Gå ikke i seng med en gift mand, gå ikke i seng med en gift kvinde, ydmyg ikke folk, med hvem du har haft et gensidigt seksuelt forhold. De ser ikke sex som helligt eller særlig vigtigt for den sags skyld. Det er blevet tabt«. Som hos Balzac og Flaubert Den danske forfatter i genren Charlotte Heje Haase alias Spacemermaid, der selv er kendt for at blotte sig på skrift, og som altså debuterer i dag i bogform, imødekommer kun halvvejs kritikken: »Jeg kan delvis godt forstå den feministiske kritik. Men de glemmer, at i dag er nogle af de store feministiske kampe taget. Vi har hørt om menstruationsblod og dit og dat, og i dag handler det måske snarere om at komme ind under facaden hos kvinder, der både skal have karriere, finde en mand, have et sexliv og holde fast i sig selv. Jeg tror, der er behov for at læse om én, som også træffer de forkerte valg«. Især fremhæver Charlotte Heje Haase den særlige fællesskabsfølelse, som hendes generation har været med til at udvikle på nettet, og som hun mener burde anerkendes som en kvalitet: »I blogcity findes der en landsbyfølelse, fordi man deler hemmeligheder og får reaktioner fra læserne. På nettet dropper vi smalltalken og går lige til kernen. Det, mener jeg, står i modsætning til samfundet, som er mere koldt, og hvor vi ikke taler med vores nabo eller togpassageren på pladsen ved siden af os«. Også den danske internetekspert Lisbeth Klastrup anerkender, at en bog, som er blevet til på nettet, har et potentiale. Hun har en baggrund som cand.mag. i litteratur- og medievidenskab og har desuden skrevet ph.d. om onlineverdener og kommunikation og interaktion: »Der kan være en pointe i, at genren har tendens til at være orienteret mod kulørte emner som f.eks. sex og kærlighed, som man ved giver læsere. Men samtidig er der også en mulighed for – også set fra et feministisk perspektiv – at der kommer stemmer til orde, der aldrig ville være kommet til orde i en traditionel publiceringssammenhæng. En af de mest velskrevne og morsomme blogs, jeg er faldet over, er af en engelsk husmor med fire børn, der skriver om sit liv. Man tænker: Hvordan kan det være interessant? Men det er det, fordi hun er en god skribent, der sætter et humoristisk perspektiv på sin livssituation. Hun havde aldrig fundet sine læsere, hvis ikke hun havde kunnet blogge«. Og Lisbeth Klastrup mener ikke, at man kan affeje genren i sig selv som underlødig, i kraft af at den er blevet til på nettet. Tværtimod: »Den er jo i familie med den traditionelle dagbogsroman, brevromanen eller føljetonromanen, som vi kender fra Flaubert, Balzac og Goethe, og kan på den måde ses i forhold til litteraturhistorien. Balzac f.eks. publicerede sine romaner som en føljeton i en avis, og bloggen er lidt det samme bare i mere fortættet form, fordi teksterne bliver skrevet på daglig basis. Det er en litteratur kendetegnet af fragmentariske indlæg, som leder tanken hen på essayet eller fragmentet, hvor man fanger tanken i flugten«. Men – som også fortalerne for genren er enige om – det er selvfølgelig kun en brøkdel af internettets på verdensplan 70 millioner blogs, der er egnet til at tage turen fra cyberspace til papiret. For ligesom i 1800-tallet gælder stadig den simple uskrevne lov: Den gode tekst kræver en god forfatter – hvad enten man kalder den en bog, en blog, en book eller en blook.