0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lukket ude – og inde

Norske Hanne Ørstavik aflytter de fine manipulationer i kærlighedens navn og ser de grumme konsekvenser.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ironi og tvivl lurer bag begge titler på disse to kortromaner om forholdet mellem mor og barn, som Hanne Ørstavik blev rost og prisbelønnet for i Norge i henholdsvis 1997 og 1999.

Og som det er gevaldig velbegrundet af Charlotte Jørgensen – her både forlægger og fintmærkende oversætter – at udgive samlet på dansk.

For er det kærlighed, der i den første fortælling får den enlige mor til at tage på natteudflugt med den flotte mand fra det omrejsende tivoli, mens hun tror, den niårige søn ligger under dynen derhjemme? Og hvad er mest virkeligt i den anden historie – den unge, selvusikre Johanne med al sin længsel efter flotte Ivar? Eller hendes (også) enlige mors manipulerende billede af både sig selv og datteren som uundværlige for hinanden?

Ligesom begge mødres selvoptagethed under omsorgens maske spejler fortælleforløbene hinanden: I den ene fortælling er sønnen lukket ude, af moderens bevidsthed og mere end det. I den anden er datteren lukket inde – både i moderens manipulationer og mere end det. Hvordan mere? Det må man selv læse sig til, hvis spændingen skal holde.

Fast greb i virkeligheden
’Kærlighed’ deler miljø – de halvt mennesketomme distrikter af det nordligste Norge, hvor den nu 37-årige forfatter også selv er vokset op – med romanen ’Præsten’, der kom på dansk i 2005. Og hvis tematik man til gengæld genfinder i ’Så sandt som jeg er virkelig’. Nok foregår den i Oslo, bl.a. ved teologistudiet på Blindern, men Johannes kamp sigter ikke alene mod retten til et seksualliv med Ivar, men mere alment mod at efterleve sine kristne idealer som ægte, levet liv – ligesom ’Præsten’ ved navn Liv forsøgte det.

Og her – såvel som i de foregående romaner, ’Den tid det tager’ og ’Uge 43’ (danske udgaver henholdsvis 2001 og 2003) – står det vigtigste mellem linjerne.

Ørstavik er en mester i at aflytte moderens eller den kristne venindes manipulation af Johanne via fromladen appel til hendes skyldfølelse – uerkendt spejlet i hendes eget referat af dem. Eller Vibekes selvbedrag i ’Kærlighed’: en ansvarsforflygtigende indre monolog, der forklæder længsel som harmløs nysgerrighed og – farligere – bilder sig selv ind, at forsømmeligheden blot er tillid til, at den niårige derhjemme kan mere, end han kan.

Hvor forskellige de to kvinder i hver sin fortælling end er – den unge mor, Vibeke, og den voksne datter, Johanne – savner de begge et fast greb i virkeligheden og et klart billede af sig selv. Det viser sig også i det billede af mændene, vi får via deres bevidsthedsstrømme – en fysisk tiltrækning af en flot krop, i kvindernes lystforskrækkede selvopfattelse delvis sløret til romantiske drømme. Den sammenblanding finder man også hos Cartland & Co., men her får modsætningerne i billedet lov at leve, på og mellem linjerne.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement