0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Krig og fred i Afrika

Chimamanda Adichies roman om Biafra er en stor indsigtsgivende oplevelse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Dette er en af de bøger, der gør verden større, både den ydre og den indre.

Den ydre, fordi den foregår i Nigeria før og under Biafrakrigen 1967-70 og beskriver ting i begge ender af skalaen smukt/grumt, som de færreste nogensinde møder i virkeligheden (gudskelov). Den indre, fordi læseren her oplever verden gennem mennesker, hun ellers ikke ville føle nærhed til.

Men den nærhed er opstået efter læsning af ’En halv gul sol’, og for en etnocentrisk bonderøv som mig vil en nigerianer aldrig være helt det samme. Ja, ikke at jeg ikke kender afrikanere, men jeg kender ingen intellektuelle afrikanere i deres eget element, for eksempel som politisk aktive universitetslærere, elskere og søstre.

’En halv gul sol’ som ganske fortjent har været indstillet til adskillige priser, er skrevet af den 30-årige Chimamanda Ngozi Adichie, som er vokset op i den nigerianske universitetsby, Nsukka, hvor en stor del af romanens handling udspiller sig. Hun studerer nu i USA.

Adichie debuterede med ’Purple Hibiscus’ i 2003 og fik allerede da stor opmærksomhed. Blandt hovedpersonerne i ’En halv gul sol’ (titlen refererer til den kortlivede biafranske stats flag) er de to veluddannede overklassepiger Kainene og Olanna. De er tvillinger, men meget forskellige, og deres parallelle livsforløb i de skæbnesvangre år, da en del af Nigeria rev sig løs som Biafra og fik hele verdens øjne på sig på grund af den dengang(!) hidtil usete hungerkatastrofe, den nigerianske blokade kastede udbryderrepublikken ud i.

I lære hos russisk kollega
Som det fremstilles i bogen, er løsrivelsen og dannelsen af staten Biafra ikke så meget en afstandtagen til Nigeria som et forsøg på at skabe en værdig afrikansk (læs: sort) stat, fri af kolonialismens fangarme. Men de fangarme er for lange: dels er England (og Rusland) på Nigerias side, dels har koloniherrerne været del-og hersk-smarte nok til at så splid i de indfødte befolkning ved at favorisere en af stammerne, som følgelig gøres til syndebuk for de andre. Opskriften på borgerkrig.

Den ene af søstrene, Olanna, gifter sig med den socialistiske og løsrivelsesaktivistiske universitetslærer Odenigbo. Den anden søster, Kainene, er den mest kølige og aristokratiske af de to døtre af super privilegerede forældre, der klogeligt og i nogles øjne fejt flygter i tide. Hun danner par med en hvid, skrivende englænder, Richard, som – nok især på grund af sin lidenskab for Kainene – brænder for Biafras sag og gør den til sin; i en grad, så han ofte udsættes for ironiske og sarkastiske bemærkninger fra de indfødte, der ikke bare kan forlade landet med et engelsk pas, når jorden brænder. Og brænde gør den på et tidspunkt. Men Richard kunne ikke drømme om at forlade Biafra.

Lidenskaberne, nærheden, jalousien og de skæbnesvangre fejltrin i og omkring de to par og mellem søstrene og svogrene – det gøres der så troværdigt og ubesværet overbevisende rede for, samtidig med at det politiske liv hele tiden er nærværende, at jeg – ikke uden en vis vantro – bliver mindet om en forfatter som Tolstoj. Som den selvhøjtidelige, grove og geniale greve i Rusland kan denne billedskønne, ikke mindre aristokratiske unge afrikanske kvinde tegne personer, så ingen placeres i læserens hoved som positive eller negative; alle har de utiltalende sider og alle er de dybt menneskelige og genkendelige, samtidig med at de får en til at besinde sig på følelseslivets mangfoldighed og fjendskabets mulighed. Jeg fristes til at tro at den fra barnsben grådigt læsende Chimamanda Adichie har stået i lære hos sin russiske kollega.

Som et vindue for læseren, både til det nigerianske landsbyliv og ind i familielivet, tjener den trettenårige, i begyndelsen dybt naive og uvidende houseboy Ugwu, der har været så heldig takket være sin tante at få den gode tjans hos en skikkelig intellektuel. Med den videbegærlige Ugwus øjne ser vi bogens første optrædende og politiske omdrejningsfigur, universitetslæreren Odenigbo, allerede inden denne gifter sig med Olanna. Det er også Ugwu der får det sidste ord, en smuk symbolsk detalje.

Åbenlys partiskhed
Parret Olanna-Odenigbo tager på hendes initiativ et barn til sig, som Odenigbo delvis takket være moderens heksekunster er ’kommet til’ at avle på en landsbypige, og denne elskede datter lyder gennem hele bogen navnet Baby, selv om hun er seks, da den slutter, samtidig med at krigen – og statens Biafras eksistens – slutter. Den praktiske og psykologiske omsorg for Baby er en konstant faktor i bogen og en diskret rød tråd, der får læseren til bedre at fatte og føle, hvad der rammer de utallige berøvede mødre i løbet af krigen og hungersnøden. Det er er af mange dygtige strukturelle greb fra forfatterens side. At vi kommer ind i persongalleriet ad forskellige veje: først og fremmest gennem den analfabetiske Ugwu og englænderen Richard, belyser virkeligheden fra flere sider, uden at der i øvrigt gøres en konstruktivistisk nummer ud af det. Desuden har Adichie delt romanen i fire dele, der så de tidlige tressere og de sene tressere krydser og belyser hinanden.

Dette er, så vidt jeg kan dømme, ikke en roman, der er tillempet europæisk/amerikansk smag og lefler for vores moral eller omvendt dyrker en eksportegnet eksotisme. Der er folketro og katolicisme, saftig sex og usentimental overlevelse, men også et rigt følelsesregister – og så er der en i europæisk intellektualisme efterhånden helt udryddet åbenlys partiskhed og positivt skildret patriotisme og krigeriskhed mod fjenden. Gennem den tvangsindskrevne Ugwus oplevelser i kamp bliver imidlertid også det nuanceret.

Jeg kunne blive ved: der er meget at øse af i denne veloversatte bog. Handlingens barske baggrund: borgerkrigen i Biafra, bør ikke skræmme nogen væk. Napoleonskrigens rolle i ’Krig og Fred