Bent Haller slutter op i rækken af danske forfattere, der lige nu dykker ned i fortiden og skriver om bondelivet og tidernes gang.
Det har han dog altid gjort – bl.a. i den smukke ’Digterpjalten’. Ude på landet er forfatterens speciale det ubønhørlige forfald og de tunge skæbner. Ingen kan beskrive en udskridende husgavl som han. Man dukker sig. ’Den ottende bonde’ lægger sig som en tung sten midt i lærkesang og lyse nætter. Den foregår – som de fleste af forfatterens bøger – nord for Limfjorden. Den beretter om en række bønder på ejendommen Oppgård, som alle hedder Anton. Mest om dén Anton, der er nummer syv i rækken. Han blev født i februar 1917 på en usædvanlig måde. Han nærmer sig de 90. Og nu er målet ved at være fuldt for, hvor mange skeletter der kan være på matriklen. De er som skygger i kostalden. Og nede ved broen over Oppåen, hvor de forfærdeligste ting er hændt.
