En fødsel er et drama, og en roman om en fødselslæge svæver nødvendigvis mellem liv og død.
Når lægen hedder Herman Schützer og er hoflæge i Stockholm sidst i 1700-tallet, handler dramaet også om Oplysning, Tro og Viden, og når det falder i hoflægens lod at foretage Sveriges første kejsersnit, så bliver romanen historisk i flere potenser: allerede Plinius fortæller om den romerske kejser, der blev forløst ved ... kejsersnit. Agneta Pleijel har placeret sig selv og læserne i en spændende tid med store konflikter og en tidløs gåde, som fødselslægen prøver at kaste lys over eller ind i ved at kigge op mellem de mange spredte lår: Det store kvindelige mørke, som det hedder. Og alt mens han skuer hjælpeløst ind i mørket er det ham selv, der ses på fra dette centrale punkt, hvorfra verden går. Så der er ikke noget i vejen med stoffet, men der er noget i vejen med stilen. Når man er vant til Agneta Pleijels gavmildt flydende og farverige fortælleform i store romaner som ’Lord Nevermore’ og ’En vinter i Stockholm’, så overraskes man af den knappe, abrupte, stakåndede stil her. Korte sætninger. Der kan begynde med ’som’. Og ’der’. Og hyppige linjeskift. Kirurgen har skåret. Det har forfatteren også. Og skal jo gøre det. Forfatteren til en historisk roman sidder med så meget stof, at der skal skæres fra og økonomiseres med oplysningerne. Mesteren på feltet er P.O. Enquist, der kan kunsten at skrive hemmelighedsfuldt omkring et sort hul og derved lade læseren lægge det meste til selv. Men også Enquist kan blive for knap, som han er i ’Blanche og Marie’, der måske snarere er et teaterstykke end en roman. Kirurgisk eksperiment Agneta Pleijel har i ’Dronningens kirurg’ lagt sig efter Enquists skrivestil, når den er allermest telegramagtig, og det virker i alle fald på undertegnede lovlig manieret, en anelse påståeligt, påtaget, postuleret. Romanen ligesom samples af nogle påfaldende og billeddannende motiver: en døende sort mand, en morian som er dronningens lakaj og hedder Phaëton; en kvindelig dværg, som forløses ved det nævnte kejsersnit; og hele vejen en symbolsk kamp mellem medicinere og kirurger, den gamle lægevidenskab og den nye, som er vokset ud af bartskæreriet og slet ikke har medicinens prestige. Endnu. Doktor Schützers offentlige karriere som fødselslæge krydser hans privatliv i den afgørende scene mod slutningen, hvor han skal forløse sin egen kone: »Fødslen begyndte skidt. Og endte skidt«. Står der ved kapitlets begyndelse, og så kan man måske nok gætte resten. Undervejs har Nella, som hustruen hedder, udtalt grundkonflikten for såvel ægtemanden som ægteskabet: »Du skærer i kvinderne, men ved ingenting om dem«. Agneta Pleijel ved meget om både kvinder og mænd, om historie og videnskab – og litteratur. Men ’Dronningens kirurg’ skærer al denne viden så skarpt til, at det bliver næsten for meget af et kirurgisk eksperiment.
