Fredning og musealiseringen er gået amok.
I dag er det ikke bare enkelte kulturminder som en Jellingsten, der fredes. Bygninger, bymiljøer, byplaner, natur- og kulturlandskaber fredes rask væk og dømmes dermed ude af den organiske historie. Det er blevet på tide at se på fortiden på ny. Vi skal på den ene side løsne det »krampagtige greb om historiske levn og på den anden side gøre disse levende og nærværende«, skriver redaktørerne Maria Fabricius Hansen og Ellen Braae i forordet til en ny antologi om genbrugskultur og kulturgenbrug. Historien selv er ligesom sit emne noget, der ændrer sig med tiden. Vi må gøre op med den modernistiske forestilling, der mener, at historiens levn enten skal konserveres på museum eller slettes helt af hukommelsen, mener redaktørerne. De retter især kanonen mod de bevaringsfanatikere, der helst ser vores byer som statiske frilandsmuseer, hvor nutidens folk skal tilpasse sig fortidens behov og rammer og ikke omvendt. Men også problemet med de omfattende minder fra den netop overståede industrialder tages der hånd om. For i al for vid udstrækning fjernes industrianlæggenes fascinerende skrumler for at give plads til nok så fine, men ganske historieløse moderne beboelser. Men genbruget giver nu engang de mest spændende bygninger, f.eks. Torpedohallerne, Flyverhangaren og Geminihusene i København. Pligt til at glemme Bogen argumenterer måske ikke for et ledigt synspunkt, men den gør det grundigt og kommer vidt omkring i kunstarterne, og det er heri, den udmærker sig: Her er artikler om idehistorie, arkitektur, billedkunst, musik, design og teater, og flere af dem er af en meget høj kvalitet. Vi lever i en posthistorisk tid, skriver Kristian Berg Nielsen og Arno Victor Nielsen i et essay med flere rigtig gode pointer, mange lange ekskurser og enkelte besynderligheder som det selvmodsigende udsagn, at »vi lever i en posthistorisk tid«. Pointen er, at den videnskabeligt funderede nationalhistorie som den store fortløbende dannelsesfortælling helt har mistet sin kraft, i stedet botaniserer vi i en demokratiseret historie. Den videnskabelige historieskrivning støtter ikke længere nationalstaterne, men problematiserer deres fundament.
