Ja, ja, skrædder eller rabbiner eller avisredaktør kan vi vel alle blive.
Men hvor mange – af samme slags – kan fortælle, at de som unge har været frivillige i en krig under fjerne himmelstrøg? At de har beskæftiget sig med våbenhandel, med hemmelige operationer eller skyttegravskrig? Tag Bent Melchior. Vi kender ham som en munter, trivelig og forsonlig rabbiner. I 1948 var han én, som blev sendt ind bag fronten for at tappe fjendens telefonforbindelser. Tag Herbert Pundik. Vi kender ham som en rastløs redaktør og fortaler for fred. I 1948 havde han ansvar for indkøb af våben og rekruttering af soldater. Eller tag en stribe andre, mindre kendte folk, som f.eks. David Israel – han var ligesom de fleste andre danske jøder tvunget på flugt til Sverige i 1943. Men han listede tilbage til København med rødfarvet hår for at redde 80 kasser ting og sager ud fra synagogen i Krystalgade, som nazisterne ellers havde lukket og låst. Okay, om denne handlekraftige mand skulle man vel knap være overrasket over at høre, at han få år senere var med til at købe en kampvogn, som ret beset ikke var til salg. Den blev kørt direkte i kamp. Almindelige mænd og kvinder Hvor er vi henne? Vi er i Israels uafhængighedskrig, der fik hjælp af 3.500 mænd og kvinder som frivillige fra 43 lande. 46 af disse frivillige var danske, og det var hverken en let beslutning eller en ufarlig opgave, de kastede sig ud i. Det britiske mandatstyre i det hellige land var under opløsning, Israel måtte slås for at blive en stat. Hjemme i København var Det Mosaiske Troessamfund ikke sikker på, at det var en god idé for dets unge at kæmpe under fremmed flag. Og nede i Tel Aviv og omegn var det livet, det gjaldt. Søren Espersen, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, fortæller med vældig entusiasme om denne usædvanlige solidaritetshandling, der i ordets bedste forstand skabte historie. Det er ikke en akademisk på den ene side og på den anden side-analyse af den første arabisk-israelske krig – dén har mange andre skrevet. Det er en ærkeloyal beretning om de danske frivillige, deres ideologiske og personlige drivkraft, og om en krig for at indfri en flere årtusinders drøm om en (ny) jødisk stat. Og dén bog har andre ikke skrevet på dansk, skønt det væld af breve, beretninger og billeder, som Søren Espersen har fundet frem, har en mægtig fascinationskraft. En flot bog om flotte mennesker, som ikke sloges for medaljer, eller fordi de var nødt til det, men fordi de troede – nej, de vidste efter Anden Verdenskrig, at også jøder måtte have en stat. Hvis nogen var i tvivl, vil man efter denne bog vide, at Israels første krig blev udkæmpet og vundet af amatører. Eller som David Ben-Gurion, Israels første regeringsleder ved statens etablering i maj 1948, sagde: »Vores krig blev ikke vundet af helte. Den blev vundet af almindelige mænd og kvinder, som overgik sig selv«. Bagefter rejste de fleste hjem. Ikke med uforrettet sag – de havde skabt en stat. Hvordan de palæstinensiske arabere måtte opleve krigen, er en helt anden og ulykkelig beretning – dét er der skrevet andre bøger om.
