Kritiserer man religionen, risikerer man desværre at få religiøse ekstremister på nakken.
Det har forfatter og religionskritiker Sam Harris personlige erfaringer med.
Siden han udgav ’The End of Faith’ i 2004, har han – ifølge eget udsagn – fået tusindvis af henvendelser, nogle temmelig aggressive, fra kristne, der var forargede og vrede over hans angreb på deres religion. Fundamentalister er jo ellers per definition umulige at diskutere med, men det har ikke taget modet fra Harris, der nu udsender et lille essay rettet imod netop kristne fundamentalister. ’Brev til en kristen nation’ er tydeligvis blevet til i en amerikansk kontekst, men for så vidt som kristen fundamentalisme er et universelt fænomen, har ’brevet’ bestemt også relevans uden for USA.
Harris henvender sig direkte til læseren gennem en konsekvent brug af anden persons-formen og identificerer på bogens første sider sin modstander på følgende måde: »Du er overbevist om, at Bibelen er Guds ord, at Jesus er Guds søn, og at kun de, der tror på Jesus, vil blive frelst efter deres død«. På de præmisser kan langt de fleste kristne uden de store krumspring melde hus forbi. For ifølge den officielle katolske og protestantiske lære er Bibelen lige præcis ikke Guds ord, men menneskers ord om og bekendelse til den Gud, der ifølge de kristne havde åbenbaret sig i Jesus fra Nazaret. Guds ord, der indimellem blot betegnes ’Ordet’ eller på græsk ’Logos’, er altså ikke en bog, Bibelen, men en person, Kristus; kun en vaskeægte bibelfundamentalist vil mene, Bibelen og dens tekster er Guds ufejlbarlige ord.
Smuk utopi
Tilsvarende er flertallet af kristne, i modsætning til fundamentalisterne, tilhængere af den såkaldte frelsesuniversalisme, der indebærer, at alle – også ikke-kristne – har mulighed for frelse. Det ’du’, Harris henvender sig til, må altså eksklusivt være den kristne fundamentalist, som der især i USA er mange af. Det kristne højre har masser af penge og en politisk indflydelse, der rækker helt ind i Det Hvide Hus; det er med andre ord en magtfaktor, der præger samfundet og samfundsdebatten, hvorfor det er fuldt forståeligt, at sekularister som Harris vedholdende går til angreb. ’Brev til en kristen nation’ er således religionskritik og samfundskritik på samme tid.
Harris går målrettet efter de kristne fundamentalisters to kæpheste, den bogstavelige bibeltro og moralismen – blandt andet som disse kommer til udtryk i modstanden mod abort og hetzen mod homoseksuelle. Også argumentet for intelligent design i naturen kritiseres berettiget, uden at Harris dog helt har forstået endsige sat sig ind i argumentationen først. Lidt uprovokeret langer Harris mod afslutningen af bogen ud mod islam, som han ikke mener er forenelig med verdslige og civile værdier. Det kan han måske have ret i, men man spørger uundgåeligt sig selv, hvad det dog kommer en ’kristen’ nation ved.
Ellers må det siges at være et sympatisk anliggende, Harris er ude i. Hans angreb på den religiøse ekstremisme er nemlig samtidig et forsvar for den offentlige samtale, »der fremmer kritisk tænkning og stimulerer til intellektuel ærlighed«. Dette er jo Oplysningens store projekt, der i lyset af menneskenaturen og historiens gang måske snarere synes at være en utopi end en realistisk målsætning. En smuk utopi er det dog ikke desto mindre.
