I Brad Geagleys første roman om den ægyptiske detektiv Semerket, ’Hyænernes år’, forpurrede hovedpersonen et kup mod Ramses III og afslørede en bande gravrøvere, men midt i triumfen mistede han sin elskede Naia, der blev ført til Babylonien som slave. I ’Den falske konges dag’ sender den nye farao, Ramses IV, Semerket til Babylonien for at arrangere lånet af en kraftfuld gudestatue, som, hvis den bliver bragt til Ægypten, måske kan kurere farao for en sygdom, der truer hans liv og stabiliteten i riget. Sendefærden giver Semerket mulighed for at lede efter sin forsvundne elskede, og under sin søgen bliver han rodet godt og grundigt ind i en stor og livsfarlig intrige omkring det babyloniske kongehof, hvor de sædvanlige familiemodsætninger forstærkes af magtkampen mellem forskellige etniske grupper. Ligesom i ’Hyænernes år’ hviler den vidtforgrenede og meget farverige (om end mest temmelig sorte) fortælling på et ret solidt fundament af historiske realiteter. Også i ’Den falske konges dag’ færdes Semerket blandt personer, hvoraf en del har eksisteret i virkeligheden, og beskrivelserne af det babyloniske rige og dets i alle henseender overvældende hovedstad er fulde af referencer til arkæologiske og historiske kendsgerninger. Det samme gælder personernes religiøse og videnskabelige forestillinger. Afdøde i honninglage Den megen lærdom bliver dog aldrig tyngende. Handlingen går over stok og sten, og historien minder om en oldtidsudgave af den klassiske romantisk-hårdkogte amerikanske krimi. Der slås på tæven, og blodet flyder, og Geagleys fascination af de gamle kulturers mere makabre sider fornægter sig ikke: I ’Hyænernes år’ var vi med til en obduktion på en balsameringsanstalt, og denne gang besøger vi en krypt fuld af store krukker, hvor afdøde opbevares i honninglage, og vi kommer en tur i Insektkammeret, hvor dødsdømte ædes levende af skorpioner, kakerlakker, maddiker og alskens andet overdimensioneret mareridtskryb. Men midt i dramaet og uhyggen er der også humor, leveret af den kynisk slagfærdige Semerket og af et par Gøg og Gokke-lignende spioner, som bliver hans medhjælpere, og der er rørende romantiske skildringer af Semerkets dybe kærlighed til den forsvundne Naia. Inge-Lise Jespersgaards oversættelse er mundret, vittig og alt i alt meget overbevisende. Sådan ville Semerket sikkert have talt, hvis han havde talt dansk. Ikke desto mindre er der alt for mange irritationsmomenter i form af unøjagtigheder og banale sprogfejl af den slags, som oversætteren, redaktøren og korrekturlæseren burde have udryddet i fællesskab. (Det er jo bl.a. det, læserne betaler dem for). Det engelske ’guards’, som forekommer meget hyppigt i teksten, er konsekvent oversat ved »vagter«, hvilket selvfølgelig ofte er helt korrekt, men ikke altid. Det burde lige så ofte have været »gardister«, »medlemmer af livgarden« e.l. Og så er der en meget iøjnefaldende usikkerhed med hensyn til brugen af »af« og »ad« samt ved valget af præpositioner i helt almindelige danske udtryk, for eksempel »spor til en forbrydelse« i stedet for det normale »spor af« osv.