Chimamanda Adichie er kommet med fly fra USA dagen før interviewet og har været plaget af jetlag, så de første minutter på båndet er fyldt med mine forsøg på at overbevise hende om indslumringspillens velsignelser.

Hun på sin side er bange for at vågne op helt svimmel og omtåget. I løbet af samtalen forstår jeg, hvorfor det skræmmer hende, for omtåget er nok noget af det sidste, man kan kalde denne (er det for en medsøster tilladt i parentes at bemærke: billedskønne?) nigerianske forfatter. Jeg fortæller, at jeg føler mig skræmmende dum, når jeg har jetlag, og hun giver det første eksempel på sin hurtige, tørre humor ved at bemærke: »Det behøver jeg ikke jetlag for at føle«. Det sidste eksempel er det, hvor hun ved afskeden på mit standardspørgsmål: »Er der nogen spørgsmå,l du undrer dig over, at jeg ikke har stillet?«, leende svarer: »Næ, men der er masser af spørgsmål, jeg undrer mig over, at du har stillet!«. Men det kan da ikke være mit første spørgsmål, som lyder: Føler du dig mest som verdensborger, afrikaner eller nigerianer? »Jeg føler mig som en nigerianer, der er så heldig at få visum til andre lande! Jeg er ikke en global citizen. Når jeg er her, føler jeg da ikke, at jeg ’hører til’ i Danmark. Jeg ved, at jeg er en fremmed. Nigeria er hjemme, men jeg føler mig ... (suk) ... som en nigerianer, der er veltilpas i resten af verden«. USA er også en slags hjemme; hertil kom Chimamanda Adichie allerede som 8-årig på besøg, da hendes far, der er statistiker, underviste i Californien, og nu, efter studier i kommunikation og politisk videnskab i Connecticut, studerer hun afrikanske studier på Yale. »Mange nigerianske akademikere rejste til USA i firserne og arbejdede. Men det var ikke af økonomiske grunde; det var for at arbejde med kolleger og forske. Jeg havde mange venner, hvis fædre var i USA. Og det var sjovt for os børn at komme til de steder med vores forældre«. Selv flygtede Chimamanda Adichie som 20-årig fra et medicinstudium i Nigeria for at studere engelsk litteratur i USA. »Jeg har aldrig brudt mig om det naturvidenskabelige spor, selv om jeg klarede mig godt. Men i Nigeria var det kun de dårlige studerende, der læste humaniora. Og dem ville jeg ikke gå sammen med – selv om jeg gerne ville studere historie. Men man vil jo ikke gå i klasse med de dumme!«. I udviklingslande er de humanistiske videnskaber en luksus. Det almindelige spørgsmål lyder, siger Chimamanda Adichie: »Jaså, du vil studere engelsk ... Men hvad vil du leve af?«. Læsehest Chimamanda, født 1977, læste som barn alt, hvad hun kom i nærheden af. »Det var skønlitteraturen, jeg nød mest, men vi havde ikke så mange romaner i huset. Vi havde meget faglitteratur, især om fysik og matematik, men også for eksempel kirkehistorie. Min familie er katolsk, og min far har altid været interesseret i den katolske kirke. Vi havde også en del bøger om sociologi, for det studerede min mor. Og antropologi. Min mor er pensioneret nu, men hun endte som administrationschef på universitetet, og som barn var jeg vildt stolt af hende. Hendes billede hænger i universitetets forhal«. »Og så havde vi enkelte bøger om Afrika, bøger af opdagelsesrejsende. Alt det læste jeg, fordi der ikke var andet at læse. Når jeg kommer hjem nu, tænker jeg: »Hvordan pokker kom jeg igennem dem?«. Men de var faktisk ikke så dårlige, især ikke kirkehistorien«. Direkte og naivt forespurgt, om hun er født i Nigerias overklasse, svarer Chimamanda: »Min familie hører til den akademiske middelklasse. Den adskiller sig fra tjenestemandsmiddelklassen eller erhvervslivets middelklasse. Nu er universitetet i Nigeria ved at falde helt fra hinanden, men jeg er vokset op på campus, det var vores hjem, og min far var stedfortrædende rektor en tid. Vi havde chauffører; ikke vores egne, men universitetets. Og man havde et godt hus og en god skole, der ikke skulle betales for. Erhvervslivets middelklasse havde flere penge, men deres børn gik ikke på så gode skoler«. Og uddannelse betyder vel alt i et udviklingsland? »Ja, det gør det nemlig. Og når en rig forretningsmand takket være sine penge fik sit barn i vores mellemskole på campus – fordi han vidste, at det var den bedste – så vi professor- og lærerbørn på en typisk selvgod måde ned på dem og morede os over dem, fordi de ikke talte så godt engelsk og ikke var så ’dannede’. Det er utroligt, med hvilken lethed børn er grusomme. Man siger, børn er uskyldige. Vel er de ej!! Vi var frygtelige!«. Dette siges vel at mærke leende og uden antydning af skam ... »Jeg kan ikke lide ideen om afrikansk kultur som noget statisk. Det har fået alle mulige påvirkninger. Det engelsk, vi taler i Nigeria, er et nigeriansk engelsk. Det var kolonisternes sprog, men det er vores nu, vores fælles ’lingua franca’ og officielle sprog«. »I de rige kvarterer i Lagos blander folk fra hausa-, yoruba- og igbo-stammerne sig med hinanden, holder sammen, studerer i London sammen, og deres børn bliver gift ved store overdådige bryllupper. Det er kun, når der er materiel modgang og fattigdom, at man får folk til at slås mod hinanden. Det er ikke relevant nu«. Det sagde man også på Balkan kort før borgerkrigen. »Ja, det er rigtigt, men det er stadig meget sværere at hidse folk op mod hinanden, når de har gode job, gode huse og nok at spise. Men når de myrder hinanden i Lagos’ fattigkvarterer, er det ikke, fordi den ene er yoruba og den anden igbo«. Du understreger ikke ret meget i din bog, at igboer er kristne, og hausaer er muslimer. Var det af forsigtighed? »Jeg synes, det er ret klart i bogen, at massakrerne nordpå blev begået af folk, der var fattige og manipulerede af politikere, og de var også muslimer og hausa. Jeg kan godt se det, nu du siger det, men det var ikke sådan, at jeg sagde til mig selv: »Jeg vil nedtone islams betydning«. På grund af sin struktur og sin tro på, at man skal kæmpe for sin gud, er islam lettere at bruge i krig end kristendom. Men man kan også bruge kristendom! Det gør Bush jo. Det er først og fremmest fattigdom, der skaber modsætninger og grobund for krig«. Rollen som ambassadørEr det vigtigt for dig i dit liv og dit arbejde, at du gør noget for Nigeria? »Jeg vil gerne gøre noget for Nigeria, men jeg tror også nok, at Nigeria skal klare sig uden mig! Nej, jeg bryder mig ikke om ideen om at være en slags ambassadør for Nigeria. I Nigeria får jeg konstant at vide, at jeg er en rollemodel. Og det føler jeg mig meget utilpas ved. For eksempel skrev jeg en gang en meget vred artikel om den katolske kirke i min hjemby, for præsten dér stjæler efter min mening fra folk og generer kvinder og er ... ikke særlig præsteagtig. Jeg vil kalde det at stjæle, når man siger til folk, at hvis de ikke giver nogle penge til kirken, kan de ikke komme til nadver. Og når man smider kvinder ud af kirken og fortæller dem, at det er umoralsk at have kortærmet bluse på, så generer man kvinder efter min målestok! Så da jeg havde skrevet den meget vrede artikel, blev jeg angrebet, for folk i Nigeria er meget beskyttende omkring religion, al slags religion. Og pludselig kom der tonsvis af breve om, at jeg havde svigtet min position som rollemodel. Men hvis en rollemodel ikke kan kritisere en præst, så vil jeg ikke være rollemodel. Det er deres problem; jeg vil fortsætte med at skrive, hvad der passer mig«. Har du behov for at fortælle sandheden om Nigeria? »Nigeria er et sted, jeg elsker, fordi det er mit, og jeg bekymrer mig om, hvad der sker. Og ja, jeg ønsker at fortælle sandheden om Nigeria. Fordi jeg opholder mig i udlandet og ser den trættende og irriterende måde, medierne behandler Afrika på, så bliver jeg næsten defensiv. Jeg får lyst til at sige: »Nej, det er ikke sandheden, det er meget mere komplekst«. Og jeg vil gerne være i stand til at fortælle, at ja, vi har aids, ja, vi har korruption og sult, men der er også meget andet, folk, der lever deres liv, og kvinder, der etablerer forretning«. »Man glemmer ofte at fortælle, hvordan Afrikas historie har bidraget til Afrikas nutid. Når det gælder europæiske lande, går man gerne tilbage til Magna Carta (det engelske frihedsbrev fra 1215, red.), men når det gælder Afrika, så regnes ting, der skete i 1870 eller selv i 1914 i Nigeria, ikke for relevant. Jeg forstår ikke, hvordan vi kan tale om Afrika uden at medtage kolonieventyret. Der er jo ingen måde, et land som Nigeria pludselig kan få succes på, efter få år som selvstændigt. Nigeria blev ikke opfundet som en succes. Vi havde selvfølgelig dumme ledere, som ikke vidste bedre. Men hvad havde vi forventet? Vi kan da heller ikke blive så overrasket over, at mand som Mugabe er opstået i Zimbabwe«. Møder du nogen gammeldags forventninger om, hvordan en kvinde skal være? »Jeg tror, at mange af de reaktioner, jeg får, ville jeg ikke have fået, hvis jeg havde været en mand. Du skulle høre de spørgsmål, jeg får. Alle mine interview i Nigeria begynder med spørgsmålet: »Hvornår skal du giftes?«. Og når jeg så siger: »Det ville I aldrig spørge en mand om«, svarer de: »Men du er ikke en mand!«. Hvilket er interessant, for jeg har intet ønske om at være en mand ... Og i det eksempel med kirken ville de nok også have angrebet en mandlig rollemodel, men det var, som om det værste ikke var min kritik, men at den kom fra en, der var ung og kvinde. Som kvinde skal man være fredsmager. Jeg fik at vide, at jeg diskret skulle være gået hen til præstens kontor og stille have fortalt ham, at det, han gjorde, var forkert. Så sagde jeg også til dem: »Tror I ikke, han ved det!««. Du må blive påvirket af den amerikanske feminisme. Giver det ikke en konflikt med et mere gammeldags kvindebillede i dit hjemland? »Nej, faktisk ikke. Jeg husker, at jeg som femtenårig fik at vide af en meget god ven, at jeg var feminist. Og jeg vidste ikke, hvad det var, så jeg gik hjem og slog det op. Afrika før kristendommen gav kvinderne meget mere plads. Min bedstemors mor havde ikke de victorianske ideer, kristendommen bragte. Hun havde ikke ligestilling, men hun havde en stemme i samfundet. Når man taler om afrikansk kultur, der undertrykker kvinder, vil jeg sige: »Hvilken afrikansk kultur taler vi om? Er det den nye, importerede kristne?«. Ja, den er meget kvindeundertrykkende. Også i synet på seksualitet, hvor kvinden skulle være jomfru. Den forventning havde vi slet ikke før kristendommen – selv om det var mændene, der lavede reglerne, som kvinder måtte underkaste sig. Men i England kunne kvinderne ikke eje noget og ikke stemme! Nu, når jeg kommer tilbage til Nigeria, bliver jeg slået af, hvor fuldt det er af kristne fundamentalister. Og der er masser af kvinder, der forfægter det synspunkt, at kvindens plads er ved siden af sin mand, og at hun ikke er komplet uden en mand, osv. Men der er også kvinder, der aldrig har været uden for Nigeria, som er heftige feminister. Som barn mødte jeg aldrig den holdning, at der er ting, kvinder ikke kan. Og jeg har masser af nigerianske venner, der mener som jeg«. Træt af at være en farve Nogle gange er Chimamanda Adichie bare så træt af fordommene og forventningerne, at hun ikke har lyst til at tale om Afrika mere. »For jeg oplever mig selv i forsvarsposition, og sådan kan jeg ikke lide mig selv. Det er ligesom at tale om race med mine hvide venner i USA. Jeg ved, jeg ikke skal gøre det, for der er en skillelinje, og jeg vil bare lade spørgsmålet ligge. Det er på samme måde med Afrika. I England vil de tale om Zimbabwe og Mugabe hele tiden, og de får mig ikke til det. Ikke fordi jeg kan lide Mugabe – jeg synes, han er skør – men fordi jeg bliver udmattet af den måde, Mugabe gøres til et monster på. Grunden til, at briterne er besat af ham, er, at han sparkede de hvide ud. Jeg vil hellere tale om vejret, eller mad eller bøger!«. »Race er sådan en dum ting, det er så visuelt: Det er, hvordan du ser ud. Jeg morer mig somme tider over det. Når jeg og en sort amerikaner, som jeg absolut ikke har andet end farven tilfælles med, bliver sat i samme bås som potentielt kriminelle eller for eksempel diskrimineret af taxachauffører. I hvide omgivelser hilser sorte på hinanden; der opstår sådan en minoritetssolidaritet. Men jeg bliver også meget træt af altid at være min farve. Derfor elsker jeg sådan at komme hjem til mit eget land, for der kan jeg kaste min racefrakke af og bare være mig«. I Kastrup Lufthavn blev Chimamanda Adichie så forbigået af en taxachauffør, at nogle hvide amerikanere bag hende i køen følte sig ilde berørt og henviste ham til hende. Chaufføren var selv indvandrer; en af dem, hvide danskere ofte ser ned på. Og i politiets paskontrol blev hendes nigerianske pas og danske visum vendt og drejet med meget mistænksomhed og meget længe. For kunne det passe, at hun kun skulle være her i tre dage? Da fotograf Klaus Holsting forklarer Chimamanda Adichie, at der er mange nigerianske prostituerede i Danmark, bliver »den rædsomme mands« opførsel mere forståelig, om end ikke tilgivelig ... »Men jeg er vant til det«. For en sort at tale om race med en hvid svarer til, at en kvinde taler med en mand om køn, bliver vi enige om. »Alt, hvad der bliver sagt om ens race eller køn, har man lyst til at imødegå. Hvide mennesker i USA vil forsvare hvide, og mænd vil forsvare mænd«. Ja, når vi taler om køn, solidariserer og identificerer jeg mig automatisk med dig. Men så snart du taler om race, er jeg på vagt over for dig, fordi du er sort, og jeg er hvid ... »Netop!«. Kunne du gifte dig med en hvid mand? »Det er så meget nemmere, når du er sammen med en, der ligner dig. Specielt når det handler om race. Så skal man ikke finde sig i så meget lort fra folk. Men man kan blive forelsket, og hvad der sker, det sker. Når jeg tænker på de stærke, intellektuelle kvinder, jeg beundrer, så er de gift med hvide mænd. Det er sigende«.